Klopp om Courtois som kampens spiller: Det siger alt
Liverpools tyske manager, Jürgen Klopp, roser sine spillere for en flot sæson trods nederlaget i Champions League finalen mod Real Madrid. Her ses Klopp med midtbanespilleren Jordan Henderson efter lørdagens kamp i Paris. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Liverpools manager er trods nederlag stolt af sit hold og roser Real Madrids målmand for utrolige redninger.
- Når målmanden er kampens spiller, så er der et eller andet, der går galt for det andet hold.
Det siger Liverpools manager, Jürgen Klopp, efter det engelske holds nederlag til Real Madrid i Champions League-finalen lørdag aften, hvor det spanske holds målmand, Thibaut Courtois, brillerede med en række redninger.
- Vi havde tre virkelig store chancer, som Courtois på utrolig vis reddede, siger Klopp.
Vinicius scorede kampens eneste mål, men trods skuffelsen hos Liverpool-fans opfordrer Klopp tilhængerne til at deltage i en hyldestparade søndag i hjembyen. Her vil Liverpool fremvise sæsonens to trofæer for finalesejrene i Liga Cuppen og FA Cuppen.
I Premier League sluttede Liverpool på andenpladsen efter Manchester City, der snuppede titlen med et forspring på bare et point.
Klopp er alligevel stolt af holdets præstation.
- Jeg føler allerede stoltheden, men jeg så, at det var jeg ene om i omklædningsrummet. Drengene skal have lidt mere tid.
- De har haft en enestående sæson, siger han og fremhæver, at både mesterskabet og Champions League blev tabt med mindst mulige marginaler.
Lørdagens opgør var en gentagelse af Champions League-finalen i 2018, som Liverpool også tabte.
Klopp er sikker på, at hans hold i næste sæson igen vil være med blandt de bedste, efter at det har spillet sig i tre finaler på fem år i Champions League.
- Forskellen mellem nu og 2018 (da Liverpool tabte 1-3 til Real Madrid, red.) er, at vi rejser os igen.
- De har en utrolig indstilling. Det er en fantastisk trup, og vi vil forsøge igen, siger han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker