Klubbernes store viden gør det sværere at komme ud af det blå ved VM

En iøjnefaldende indsats ved VM i 2010 var med til at sikre Winston Reid et skifte fra FC Midtjylland til West Ham. Han endte med at tilbringe det meste af karrieren i Premier League. Foto: Paul Hackett/Reuters

Talentspejdere og storklubber i massevis ser med ved VM, men de ukendte højdespringere bliver færre med klubbernes store scoutingarbejde og dataindsamling.

Offentliggjort

For mange kom Winston Reid ud af det blå.

Fra en forholdsvis anonym tilværelse som ungdomslandsholdsspiller for Danmark og midtstopper i FC Midtjylland fik han en nøglerolle for New Zealands landshold, som ved VM i 2010 spillede uafgjort mod Italien, Paraguay og Slovakiet.

Få måneder senere blev Reid præsenteret i West Ham, og han endte med at tilbringe det meste af sin karriere i Premier League.

Historien er fyldt med eksempler på spillere, som har brugt VM som affyringsrampe til et stort karrierespring.

Og efter slutrunden i Qatar kan enkelte VM-profiler givetvis også se frem til lønforhøjelse eller en større adresse.

Men spørgsmålet er, om historierne om de mere ukendte spillere, som pludselig stormer frem, så småt begynder at ebbe ud.

Efterhånden er mange klubbers indsamling af data og viden om de enkelte spillere så stor, at det er begrænset, hvad der kan overraske dem.

Det grundige scoutingarbejde betyder, at selv talenter fra mindre fodboldnationer kommer på klubbernes radar langt tidligere end før, påpeger TV 2's fodboldekspert Mads Junker.

- Scoutingen er blevet større og bredere, og der er langt bedre adgang til både data og billedmateriale. Skal du finde et talent på Balkan, er der langt bedre muligheder for at finde en god 16-årig fra Hajduk Split i Kroatien, end der var for ti år siden, siger den tidligere landsholdsangriber.

New Zealand røg trods sin status som ubesejret ved slutrunden ud efter det indledende gruppespil. Men interessen for Reid var skabt, husker FC Midtjyllands daværende sportsdirektør, Jens Ørgaard.

- Det var altafgørende for hans karriere, siger Ørgaard, der i dag er fodboldagent.

- Winston kom med til VM i Sydafrika, scorede et mål og gjorde det fantastisk. Hans liv og karriere blev afgjort på de tre kampe.

Før slutrunden havde Reid stået i et stort dilemma. Skulle han bevare båndene til de danske landshold eller tage springet ud i det ukendte? Klubben hældede ligesom forsvarsspilleren selv til det sidste, for udstillingsvinduet var enormt.

- Det er altid en god idé at repræsentere et landshold. Markedsføringsmæssigt var det også meget bedre for Midtjylland. Hvis han gjorde det godt der, var det nok en bedre salgssituation for Midtjylland, forklarer den daværende sportsdirektør.

Jagten på det store transferscoop foregår på mange niveauer. Også for etablerede spillere kan VM ændre en karriere.

Offensivspilleren James Rodríguez var eksempelvis den store stjerne på det colombianske hold, som blev slået ud af Brasilien i kvartfinalen ved VM i 2014.

Få uger senere var han sommerens store indkøb i storklubben Real Madrid.

Selv Jakob Poulsen, som havde delt træningsbane med Rodriguez i Monaco, var en anelse forbavset over, hvor hurtigt det gik.

- Man kunne tydeligt se, at det var en vanvittigt dygtig spiller med nogle spidskompetencer. Hans venstreben er jo virkelig godt. Det var ikke nogen overraskelse, at han gjorde det godt, men det var måske en overraskelse, at han gjorde det så godt, at han røg til Real Madrid, siger Poulsen, som i dag er assistenttræner i Viborg FF.

For storklubber som Real Madrid, Manchester City og Bayern München er forarbejdet så omfattende, at det er noget andet, de vurderer spillerne på ved VM.

- De vil kigge på, om de kan præstere på den store scene. Om de unge spillere kan begå sig i en VM-semifinale.

- Men Europa League og Champions League er også et enormt pres for mange spillere, der skal begå sig her. Niveauet er i princippet højere i Champions League, og her har de allerede en masse data fra, siger Junker.

/ritzau/

Mange spillere er blevet solgt efter et stort VM

Her er et udvalg af spillere, der på forskellige niveauer er blevet solgt efter en god præstation ved en VM-slutrunde.

* Winston Reid:

Han deltog ved VM i 2010 for New Zealand og scorede et mål for holdet, der spillede tre uafgjorte kampe og røg ud som nummer tre i sin gruppe. Præstationerne var med til at få ham solgt fra FC Midtjylland til West Ham.

* James Rodriguez:

Colombianeren var den helt store stjerne for sit land, der nåede kvartfinalen ved VM i 2014. Rodriguez var topscorer med seks mål og blev solgt fra AS Monaco til Real Madrid.

* El Hadji Diouf:

Angriberen stormede frem på scenen fra Senegal, som nåede kvartfinalen ved VM i 2002 som det bare andet afrikanske hold nogensinde. El Hadji Diouf blev efter iøjnefaldende præstationer solgt fra Lens til Liverpool, hvor han dog aldrig blev den store succes.

* Robin Olsen:

FCK-målmanden brillerede i buret for Sverige ved VM i 2018 og blev efterfølgende solgt til den italienske storklub AS Roma.

Andre nævneværdige salg efter VM:

* Gilberto Silva (Brasilien) fra Atlético Mineiro til Arsenal efter VM i 2002.

* Enner Valencia (Ecuador) fra Pachuca til West Ham efter VM i 2014.

* Mesut Özil (Tyskland) fra Werder Bremen til Real Madrid efter VM i 2010.

* Sami Khedira (Tyskland) fra Stuttgart til Real Madrid efter VM i 2010.

* Hidetoshi Nakata (Japan) fra Bellmare Hiratsuka til Perugia efter VM i 1998.

Kilder: Transfermarkt.com og Bleacher Report.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu