Klubløs Jessen håber på udlandet

Nicolai Jessen fra sin tid i Nykøbing FC, hvor han var med til at spille klubben op i 1. division. Rødby-drengen leder fortsat efter en udenlandsk klub. Foto: Ingrid Riis

Nicolai Jessen har ikke spillet en fodboldkamp i otte måneder. Lørdag gør han comeback

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBY Drømmen for Nicolai Jessen er at komme til udlandet for at spille fodbold. Og allerhelst til USA.

- Jeg er eventyrlysten, og efter flere år i 1. division jeg vil gerne til USA, siger den 28-årige Rødby-dreng.

- Australien eller Asien kunne også være interessant, tilføjer han.

Men endnu har Nicolai Jessen ikke fået tilbud hverken fra staterne, Australien eller Asien.

Så han kigger sig også om efter andre muligheder.

- Jeg har skrevet til flere agenter for at høre, om de har noget at tilbyde mig, fortæller Nicolai Jessen.

Han har været til prøvetræning i Norge og fået tilbud fra Færøerne og Island, som han dog har takket pænt nej til. Han vil ligesom gerne spille på et lidt højere niveau. Og som fuldtidsprofessionel, hvis han skal til udlandet.

Transfersvinduet åbner i næste måned, og så håber den lynhurtige kantspiller, at der dukker noget attraktivt op.

Fodboldsulten

Nicolai Jessen lægger ikke skjul på, at han er fodboldsulten. Det forstås. Han har ikke spillet en kamp siden 23. november sidste år, hvor han med FC Roskilde var med til at tabe 0-4 til Vejle.

Allerede inden forårssæsonen var Nicolai Jessen faldet i unåde hos FC Roskildes træner. Parterne blev enige om stoppe samarbejdet i begyndelsen af året - et lille halvt år før kontraktens udløb.

Siden har Nicolai Jessen forsøgt at finde en arbejdsgiver i udlandet, men altså uden held indtil videre, hvilket han blandt andet tilskriver coronaen.

- Der er jo ikke blevet spillet turneringsfodbold det meste af foråret, påpeger han.

Skulle det glippe at komme til udlandet, vil Nicolai Jessen forsøge at finde en dansk klub.

Han overværede Nykøbing FC's hjemmekamp mod Vendsyssel i søndags, men det ligger ikke lige til højrebenet, at han vender tilbage til Nykøbing FC, hvor han havde fire gode sæsoner fra 2014 til 2018, inden han tog til FC Roskilde for to år siden.

- Men man skal aldrig sige aldrig, understreger han med et smil på læben.

Da Jessen sagde farvel til Nykøbing FC, fik han disse ord med på vejen af manager Claus Jensen:

- Vi har været meget glade for at have Nicolai. Vi ønsker ham al held og lykke i fremtiden, og han er naturligvis også altid velkommen i Nykøbing FC.

Showkamp

Nicolai Jessen opholder sig en stor del af tiden hos forældrene i Rødby, og han har trænet lidt med i Rødby Boldklub.

Og på lørdag fra klokken 14 er der mulighed for at se ham i aktion på Rødby Stadion - også kaldet Stjerneflyt Arena. Rødby Boldklub arrangerer en showkamp mellem klubbens LF-seriehold og Sydalliancen Allstars. Nicolai Jessen er på Sydalliancens hold, som for seks-syv år siden spillede i Danmarksserien under ledelse af hans far, Jens Jessen.

Nicolai Jessen afviser dog, at det bliver aktuelt at vende tilbage til Rødby Boldklub, hvor fodboldkarrieren begyndte.

- Det bliver ikke aktuelt i denne omgang, slår han fast.