Knæopereret Polman er ude i op til et halvt år
Team Esbjergs Estavana Polman har været ramt af flere alvorlige skader i sin karriere. (Arkivfoto) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Estavana Polman frygtede at være væk fra håndboldbanen i et helt år efter alvorlig knæskade i DM-semifinale.
Den hollandske håndboldstjerne Estavana Polman fra Team Esbjerg ventes ude i op til et halvt år.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Polman er netop blevet opereret i sit højre knæ, og det var frygtet, at bagspilleren ville være ude i et helt år.
Hun blev skadet i DM-semifinalen mod Odense Håndbold 11. maj, og Polman havde frygtet en korsbåndsskade, som hun tidligere har været ramt af.
Men efter en operation tirsdag viste det sig ikke at være tilfældet.
- Jeg havde frygtet at være ude i et helt år, og selv om op til seks måneder er længe, giver det mig ny energi og styrke, at jeg denne gang slipper med en kortere skadespause, siger Polman i pressemeddelelsen.
Polman blev opereret på privathospitalet Adeas i Skodsborg af professor Uffe Jørgensen. Han har ifølge klubben renset det opererede korsbånd. Og for at stabilisere knæet har han indopereret et ekstra ledbånd på den udvendige side af knæet.
På grund af skaden missede Polman selvsagt sæsonafslutningen, og sommerens OL i Tokyo bliver også uden Polman.
Hollænderen blev båret fra banen, da hun blev skadet i maj. Hun var kort forinden vendt tilbage efter en lang pause på grund af en alvorlig knæskade. Uden Polman tabte Team Esbjerg den anden semifinale, og i sidste ende løb netop Odense Håndbold med DM-guldet.
Med Team Esbjerg, som hun har spillet for siden 2013, har Polman vundet tre danske mesterskaber.
Hun har også en VM-guldmedalje med Holland fra slutrunden i 2019, hvor hun også blev kåret som MVP (mest værdifulde spiller, red.).
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde