Kneben sejr mod Schweiz sender Sverige i VM-kvartfinale

Svenske spillere jubler over Emil Forsbergs sejrsmål midtvejs i anden halvleg. Foto: Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix

På en solid defensiv præstation samt et sejrsmål af Emil Forsberg banede Sverige sig vej til kvartfinalen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det svenske fodboldlandshold fortsætter sin succes ved VM-slutrunden i Rusland.

Tirsdag eftermiddag vandt Sverige sin ottendedelsfinale over Schweiz med 1-0 på et mål af RB Leipzig-spilleren Emil Forsberg midtvejs i anden halvleg.

Dermed er træner Janne Anderssons tropper klar til at spille kvartfinale på lørdag mod enten England eller Colombia, der tirsdag klokken 20 tørner sammen i ottendedelsfinalen.

Den svenske sejr var fortjent. De gul/blå skabte mest offensivt og havde igen en solid defensiv. I fire kampe ved VM er det kun lykkedes for de detroniserede tyske verdensmestre at score mod Sverige.