Kneben sejr sender Algeriet til VM for fjerde gang
For fjerde gang i landets fodboldhistorie har Algeriet kvalificeret sig til en VM-slutrunde.
Nordafrikanerne vandt tirsdag aften med 1-0 på hjemmebane over Burkina Faso i den anden playoff-kamp, og det var akkurat nok til at sende træner Vahid Halilhodic' mandskab til næste sommers fodboldfest i Brasilien.
Algeriet havde tabt udekampen med 2-3, men holdet går alligevel videre på reglen om udebanemål, selv om det samlet blev uafgjort 3-3.
Den rutinerede forsvarsspiller Madjid Bougherra blev matchvinder med sin scoring kort efter pausen, da han sendte bolden i mål efter et klassisk klumpspil i straffesparksfeltet.
Det var næsten mere, end algerierne kunne have håbet på efter en nervøs og yderst forsigtig første halvleg, hvor der ikke skete ret meget af betydning.
Men scoringen sendte Algeriet i førersædet, og dermed var det alt eller intet for Burkina Faso, der aldrig har været til VM.
Til øredøvende pibekoncerter kastede burkinerne alt frem og ramte stolpen i overtiden, men det lykkedes ikke at lave det livsnødvendige mål. Dermed er algerierne med næste sommer i Brasilien.
Alle fem afrikanske VM-deltagere er nu klar. Tidligere har Nigeria, Elfenbenskysten, Cameroun og Ghana kvalificeret sig.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned