Knoglebrud stopper Sydhavs-fløj

Uheldene vælter fortsat ned over Team Sydhavsøerne, der har måttet skrive endnu en stamspiller på skadeslisten. Det er den hurtige venstre fløj Rasmus Pedersen, som er blevet ukampdygtig.
- Rasmus har fået et brud i foden og skal holde pause i minimum tre uger, fortæller cheftræner Jimmy Albrechtsen.

Og det svækker naturligvis Team Sydhavsøernes muligheder for at få gevinst - både i aften mod Ribe-Esbjerg, men også i de kommende kampe. I forvejen er Andreas Stryger ude med en brækket hånd og Simon Friis har problemer med skulderen.

Derimod synes serbiske Slobodan Djordjevic at have overvundet sin lår-skade. Han er i al fald med i truppen til aftenens opgør i Rødbyhavn Sportshal.

Eftersom andetholdet ikke skal i kamp i aften, har Jimmy Albrechtsen nomineret 13 markspillere og tre målmænd. Den tidligere TMS Ringsted-målmand Morten Fager er således med i bruttotruppen.

Jimmy Albrechtsen lægger ikke skjul på kampens betydning:
- Selv om turneringen er ung, er det en kamp, vi dårligt har råd til at tabe, erkender han.

Der er kampstart klokken 20:15 i Rødbyhavn Sportshal. Forinden - fra klokken 18:30 - spiller Sydhavsdrengene mod TMS Ringsted i en U/14-kamp.

Foto: Rasmus Pedersen har pådraget sig et brud i den ene fod.

Uheldige Team Sydhavsøerne har ikke råd til nederlag mod Ribe-Esbjerg i aften, men holdet må undvære Rasmus Pedersen.

Offentliggjort Sidst opdateret