Knudsen blev ikke klogere af VM-testen

Michael Knudsen fik 28 minutter på banen af VM-testkampen mod Brasilien fredag aften, men den danske stregspiller kom ikke tættere på at kunne give et svar på, om han er med ved VM, der begynder om en uge.

- Jeg synes, at jeg fortsætter den udvikling, jeg har haft den seneste måneds tid. Jeg passer min genoptræning og håber, at der bliver bygget muskler på knæet, og at det bliver bedre og bedre, siger Michael Knudsen.

Han har været alvorligt knæskadet i et år og er først for nylig vendt tilbage til håndbolden igen.

Han skal hvile sig lørdag, når Danmark møder Sverige, og så i kamp igen søndag mod Tunesien, hvor han nok også får en halv time på banen.

- Det afgør vi først på søndag, når jeg har snakket med lægerne hjemme i klubben. Det afgørende er, om der er vand i knæet. Er der det, så bliver jeg hjemme fra VM, siger Michael Knudsen.

- Jeg vil jo gerne spille. Der er intet, jeg hellere vil. Men jeg har lært at tage hensyn til mit knæ, og jeg skal jo gerne kunne spille de næste mange år, så jeg vil ikke satse noget, siger han.

Han kan godt mærke, at han har siddet ude så lang tid. Han var pumpet for kræfter de sidste minutter på banen. Og problemet i forhold til VM er, at der skal spilles så mange kampe.

- Var det kun to-tre kampe, så skulle jeg nok kunne spille en halv time. Men da VM er en langt større belastning, og det kan blive problematisk for mit knæ, siger han

/ritzau/

Michael Knudsen fik knap en halv time på banen mod Brasilien, men kan stadig ikke svare på, om han spiller VM.

Offentliggjort Sidst opdateret