Knusende sikker sejr

Kristina "Mulle" Kristiansen og NFH kunne juble efter en stensikker sejr på 34-22 over bundholdet Sønderjyske. Foto: Anders Knudsen

NFH havde overhovedet ingen problemer mod det pointløse bundhold og besejrede Sønderjyske 34-22 i Aabenraa Idrætscenter.

Offentliggjort Sidst opdateret

NFH hentede den ventede pligtsejr lørdag aften, da falstringerne satte to stensikre point ind på kontoen med 34-22 sejren over Sønderjyske efter 21-11 ved pausen.

Gæsterne satte sig på opgøret fra første minut og var allerede midt i halvlegen foran med 14-3 efter koncentreret spil i et højt tempo, som bundholdet ikke kunne følge.

Det blev mere jævnbyrdigt efter pausen, hvilket bl.a. skyldtes, at NFH-træner Niels Agesen skiftede flittigt ud og udnyttede hele bænken. Gæsterne vandt dog også anden halvleg og altså sluttelig opgøret med 12 mål - fire mål færre end da de to hold mødtes i Nykøbing i efteråret.

Kristina "Mulle" Kristiansen blev igen topscorer for NFH med 11 mål - fire på straffekast.

Med sejren holder NFH fast i sjettepladsen og den sidste plads til DM-slutspillet - nu med tre point ned til nærmeste konkurrent København.

Læs mere om opgøret mod Sønderjyske i Folketidendes sportstillæg mandag.