Knytnæveslag giver lang karantæne til lokal fodboldspiller

Fehim Hajdari (rød) kommer ikke til at spille for Rødby foreløbigt. Han er idømt ni spilledages karantæne. Arkivfoto: Ingrid Riis

Det gik voldsomt for sig i LF-seriekampen mellem Rødby og Frem Sakskøbing, der nu har fået et efterspil.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBY: For snart tre uger siden blev Rødbys Fehim Hajdari udvist efter en batalje med Frem Sakskøbings Victor Plenge i de to klubbers indbyrdes møde i LF-serien på stadion i Rødby.

Kampen endte 6-0 til Frem Sakskøbing, men det var ikke resultatet, der blev talt om efter kampen.

Det var var derimod midtbanespiller Fehim Hajdaris udvisning godt midtvejs i anden halvleg, hvor Rødby-spilleren fik marchordre, for at slå gæsternes Victor Plenge.

En handling der nu har kastet ni spilledages karantæne af sig, efter at sagen har været til behandling i DBU Lolland-Falsters Lov og Disciplinærudvalg.

Ni spilledages karantæne hører heldigvis til sjældenhederne, men Rødby agter at appellere kendelsen fra Lov og Disciplinærudvalget til DBU Lolland-Falsters bestyrelse.

For voldsom karantæne

- Man skal ikke slå. Det kan der ikke være to meninger om, men vi synes at ni spilledage er klart i overkanten. 4-5 dage havde været på sin plads, lyder det fra Rødby-træner Nikolaj Jeppesen, der mener at episoden udviklede sig fordi kampens dommer Jacob Andersen ikke med det samme greb ind.

- Victor Plenge taber bolden til Fehim, foran vores straffesparksfelt, og hiver ham i trøjen over mange meter og både sparker og skubber til ham, så han ryger i græsset. Hvis dommeren havde fløjtet for trøjerivet med det samme, hvad han havde rig mulighed for, havde det aldrig udviklet sig, som det så desværre gjorde. At så Fehim efterfølgende rejser sig og slår efter Victor må han selvfølgelig ikke, men han blev voldsomt provokeret, og at Victor kun slipper med en advarsel, synes jeg er alt for lidt. Han gik jo grinende fra banen, lyder det fra Nikolaj Jeppesen, der sammen med Rødby Boldklub vil gå videre med afgørelsen.

- Jeg synes man er nød til at kigge på hændelsen i sin helhed, og hvorfor Fehim reagerer som han gør. Han er normalt et stille og roligt menneske, og meget ked af situationen. Det virker som om, at der her skal statueres et eksempel, siger Nikolaj Jeppesen.

Høringssvar fra begge

Begge klubber har haft mulighed for at sende et høringssvar om episoden ind til DBU Lolland-Falsters administration, og det har begge klubber gjort.

- Victor laver frispark på Fehim ved at hive ham i trøjen, og får korrekt gult kort, men Fehim slår så Victor efter, at han er på vej væk og situationen egentlig er overstået, påpeger Frem-træner Nikolaj Lohse, og fortsætter.

- Men vi kan ikke se, om han slår ham med knytnæve eller flad hånd. Dommeren står en meter fra ham i situationen, så det må han være den bedste til at vurdere, mener Frem-træneren.

At der var tale om et knytnæveslag, bekræfter dommer Jacob Andersen overfor Folketidende og i sin indberetning til DBU Lolland-Falster.

Det var en knytnæve

"Rød nummer 15 (Fehim Hajdari, red.) vælger i forbindelse med en holdeforseelse, der bliver begået i mod ham at reagere voldsomt. Frisparket bliver fløjtet, men de to har efterfølgende fat i hinanden. De bliver skilt ad, hvorefter Rødbys nummer 15 i løb og på trods af, at han bliver holdt tilbage af medspillere formår med knyttet næve, at sende et slag på siden af hovedet på B. Frems nummer 10 (Victor Plenge, red.)".

Jacob Andersen siger til kritikken fra Rødby-træner Nikolaj Jeppesen.

- Det er altid et dommerskøn og en vurdering af, om der foreligger en mulig fordel, der er bedre end frisparket, og i en ellers rolig kamp vurderede jeg at Rødby-spilleren skulle have fordelen, i stedet for at jeg fløjtede for tidligt. Desværre udvikler tumulten sig hurtigt efterfølgende, og der skal vi som dommere observere massekonfrontationen og sanktionere med udvisning og advarsel efterfølgende. Det er helt efter bogen, lyder det fra kampens dommer.

Folketidende har indtil videre forgæves forsøgt, at få en kommentar fra formanden for DBU Lolland-Falsters Lov og Disciplinærudvalg advokat Rasmus Lindsten.

Fehim Hajdari har ikke selv ønsket at medvirke i artiklen.

Hvis dommen over Rødby-spilleren står ved magt, kan han først komme i aktion igen 26. april næste år, når de ni spilledages karantæne er overstået.