København og Odense bliver værter i nordisk EM-ansøgning
Danmark håber at blive medvært for EM i 2025. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Norden fastholder fælles ansøgning om værtskabet for EM i kvindefodbold i 2025. Værtsbyerne er også udpeget.
København og Odense som EM-værtsbyer i 2025.
Det er planen, hvis DBU sammen med tre andre nordiske fodboldforbund får held med sin ansøgning om et fælles værtskab for EM i kvindefodbold om tre år.
DBU skriver på sin hjemmeside, at Danmark, Sverige, Norge og Finland fastholder det bud, der blev varslet af DBU-formand Jesper Møller sidste år.
Nu er der så også sat savne på de byer, der skal lægge græs til turneringen, hvis Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) vender tommelfingeren op for den fællesnordiske ansøgning.
Og det bliver altså København og Odense, der skal stå for den danske del af arrangementet.
- Vi har haft mange ambitiøse bud på værtsbyer i spil og er glade for det store engagement, der har været for turneringen.
- Vi håber på endnu en fodboldfest på tværs af hele landet, som den vi så i sommeren 2021, siger Jesper Møller.
Havner EM 2025 i Norden, skal finalen spilles på Friends Arena i Stockholm.
Derudover er Göteborg, Helsinki, Tampere, Oslo, Trondheim og altså Odense og København udpeget som værtsbyer.
Ifølge DBU arbejdes der på, at turneringens åbningskamp skal spilles i Danmark.
Den nordiske ansøgning får dog efter alt at dømme hård konkurrence. Uefa meddelte i november, at der er stor interesse for at afvikle turneringen.
På det tidspunkt havde Frankrig, Schweiz, Ukraine og Polen alle erklæret deres interesse for at blive EM-vært.
Sidste frist for ansøgninger er i oktober. Den kommende EM-vært offentliggøres i december.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde