København-træner: Vigtigt at mærke vinderfølelsen igen

København Håndbold vandt onsdag med cifrene 37-29 over EH Aalborg. Foto: Claus Bech/arkiv/Ritzau Scanpix

Cheftræner for København Håndbold Claus Mogensen var lettet, efter at holdet onsdag vandt over EH Aalborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter næsten en måned uden sejre kunne København Håndbold onsdag løfte armene i triumf, da mesterholdet vandt med cifrene 37-29 over EH Aalborg i dameligaen.

Godt angrebsspil og en solid kontrafase hjalp københavnerne til de to point, og cheftræner Claus Mogensen var efter kampen lettet over at se sit holde sejre igen.

- Det er vigtigt for os at komme i gang med at vinde og mærke den følelse. Så selv om EH Aalborg ikke har fået nogen god start på sæsonen, så kan vi sagtens bruge denne sejr til noget.

- Vi var meget effektive i vores kontraspil, og når vi spiller det på niveau, vi gjorde i dag, så er det rigtig svært at stoppe os, siger han.

Ifølge Claus Mogensen kan onsdagens sejr være et skridt på vejen til bedre spil.

- Vi viser nogle fine tendenser i det offensive spil. Det er jeg rigtig glad for.

Mens København Håndbold vandt efter to nederlag i træk, markerede onsdagens nederlag det syvende i lige så mange kampe for EH Aalborg, der før denne sæson rykkede op i den bedste danske række.

Ikke desto mindre er cheftræner Karen Brødsgaard fortrøstningsfuld. Holdet er på vej i den rigtige retning, siger hun.

- Jeg kigger meget på de udviklingspunkter, som vi arbejder med i denne proces. I dag scorer vi 29 mål, og det har vi ikke gjort før i denne sæson.

- Det ærgrer mig selvfølgelig, at vi så lukker 37 mål ind, fordi jeg synes, at vi i andre kampe har dækket godt op, siger Karen Brødsgaard efter onsdagens kamp.

Ifølge hende er mere stabilitet og fortsat træning i de basale spilmønstre nøglen til succes for nordjyderne.

- Så skal pointene nok komme. Vi har troen på det, og det er det vigtigste, siger Brødsgaard.

EH Aalborg møder Herning-Ikast i klubbens næste kamp i dameligaen, mens København Håndbold skal op imod Skanderborg.