Koch: Abramovich-interesse er seriøs

Den russiske rigmandssøn Arkady Abramovich, søn af Chelsea-ejer Roman Abramovich, er trods forskellige rygter interesseret i FC København.

Det bekræfter direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Carsten Koch, over for Politiken.

- Mit indtryk er, at der er en seriøs interesse fra Abramovichs side, fastslår Koch.

- Det kan ændres, men sådan er det i øjeblikket. Vi har stadig forbindelse, og nu afventer vi, hvad der sker, siger Carsten Koch.

Han afviser samtidig, at han onsdag gik ud til medierne med historien om, at han havde haft et møde med Arkady Abramovich for at presse LD's aktieandel i Parken Sport & Entertainment - selskabet bag FCK - i vejret.

- Det er absurd at tro, at vi skulle lave kursmanipulation. Den slags kan og vil vi jo ikke styre.

-I lørdags havde jeg talt med Abramovich junior og hans rådgivere, og efterfølgende bliver jeg så ringet op og spurgt, om jeg ville tage en lille frokost med dem, inden de tog hjem.

- Så kan jeg jo ikke sige, at vi skal være der eller ikke der. Jeg har til formål, at LD's interesser forvaltes bedst muligt, fastslår Carsten Koch.

/ritzau/

Direktør for Løndmodtagernes Dyrtidsfond, Carsten Koch, kalder Abramovich-interessen for FCK for seriøs.

Offentliggjort Sidst opdateret