Koeman vender tilbage som hollandsk landstræner
Ronald Koeman fik lidt mere end en sæson som træner for FC Barcelona, inden han blev fyret i oktober sidste år. Foto: Sergio Perez/Reuters
Ronald Koeman forlod landstrænerjobbet i 2020. Efter VM vender han tilbage som afløser for Louis van Gaal.
Det bliver Ronald Koeman, der får ansvaret for det hollandske fodboldlandshold, når landstræner Louis van Gaal stopper efter VM-slutrunden senere på året.
Hollands Fodboldforbund (KNVB) skriver på sin hjemmeside, at Koeman har underskrevet en aftale gældende til og med VM i 2026.
Dermed returnerer han til det job, han i 2020 forlod for at stå i spidsen for FC Barcelona.
- Vi er meget glade for, at Ronald vender tilbage næste år. I hans tidligere periode som landstræner var der stor tilfredshed med hans arbejde og resultaterne, siger forbundets direktør, Marianne van Leeuwen.
Under Koemans ledelse kvalificerede Holland sig til EM 2020, men da turneringen blev sat i gang med et års forsinkelse, havde han forladt jobbet.
I stedet stod Frank de Boer i spidsen for "Oranje" ved slutrunden, der endte med hollandsk exit i ottendedelsfinalen efter nederlag til Tjekkiet.
Koeman blev Barcelona-træner i august 2020, men blev aldrig den store succes i den catalanske storklub.
Hans eneste hele sæson endte med en skuffende tredjeplads i den spanske liga, og han blev fyret i oktober sidste år.
Det hollandske landshold er frem til VM i hænderne på Louis van Gaal. Den 70-årige trænerveteran meddelte i søndags, at han er i behandling for prostatakræft.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde