Kohl risikerer fængselsstraf

Den dopingdømte cykelrytter Bernhard Kohl risikerer at komme i fængsel. Kohl har over for østrigsk tv indrømmet, at han har forsynet venner med dopingstoffer.

Den østrigske cykelrytter Bernhard Kohl kan ende bag tremmer. Over for den østrigske tv-station ORF har den karantæneramte rytter indrømmet, at han har forsynet andre ryttere med dopingpræparater. Det betyder, at østrigeren kan risikere op til tre års fængsel, hvis han bliver dømt for handel med dopingmidler efter en ny antidopinglov, der trådte i kraft 1. august sidste år.
Bernhard Kohl blev sidste efterår fældet for at have benyttet dopingmedikamentet cera i forbindelse med Tour de France, hvor han blev nummer tre og vandt bjergkonkurrencen.
- Til gode venner giver man naturligvis visse ting videre, har Kohl forklaret til tv-stationen ORF.
Kohl ønsker ikke over for offentligheden at gå i detaljer med, hvem det helt præcist er, han har forsynet med dopingprodukter.

/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret