Kold velkomst til de danske håndboldherrer

Flyet var forsinket, det sneede, og temperaturen var omkring frysepunktet, men playmaker Thomas Mogensen var i godt humør, da det danske håndboldlandshold ankom til østrigske Linz, hvor holdet tirsdag åbner EM mod værtsnationen Østrig.

- Nu kan vi begynde at se starten på det hele. Det har været en ganske fin træningslejr, men vi har hele tiden ventet på, at vi kom til Østrig, og vi kan mærke, at første kamp er ved at nærme sig. Vi begynder for alvor at gå ind i de små detaljer, så vi kan få det hele på plads inden den første kamp på tirsdag, siger Thomas Mogensen.

Landsholdsspillerne har været i intensiv træningslejr i knap 14 dage, og Thomas Mogensen føler, at alle er klar til præstere ved EM-slutrunden.

- Jeg synes, vi er rigtig godt forberedt. Vi har haft 12 gode dage i Aalborg, hvor vi har trænet en masse, men også spillet tre kampe mod ganske kvalificerede modstandere. Så vi har haft god tid til at kigge på angreb, forsvar og lidt af det hele. Alle har en god fornemmelse af, hvad der skal foregå i alle spillets faser, siger Flensburg-Handewitt-spilleren.

Sammen med resten af mandskabet skal Thomas Mogensen spise lidt mad på hotellet, inden den står på halvanden times træning senere i aften.

/ritzau/

Det danske herrelandshold i håndbold er ankommet til den østrigske by Linz, hvor holdet tirsdag skal spille deres første EM-kamp mod værterne Østrig.

Offentliggjort Sidst opdateret