Kølig Morten Olsen tager norsk sejr med ro

Selvom Norge med fredagens sejr over Island har fået et forspring på tre point ned til Danmark, tager landstræner Morten Olsen det ganske roligt.

Han har hele tiden haft en norsk sejr over Island i sin kalkule. Nu må Danmark tage sagen i egen hånd, når Norge gæster Parken på tirsdag.

- Du kan altid håbe på, at andre gør arbejdet for dig, men det er op til dig selv at afgøre dine egne kampe, siger Morten Olsen til DBU's hjemmeside.

Han lyder efterhånden som en mand, der har taktikken klar til tirsdagens skæbnekamp, hvor Norge nu kan stille sig tilfreds med uafgjort.

- Den norske sejr var forventet, og den var indkalkuleret. Den ændrer ikke det store for os, og hvis den ændrer noget for nordmændene i deres måde at gribe kampen på tirsdag an, så er vi også klar med et modtræk, fortæller Morten Olsen.

Island havde i kampens indledende fase en god chance for at bringe sig foran mod Norge, men i stedet løb nordmændene med sejren på et mål to minutter før tid.

Men den danske landstræner mener, at de tre point til Norge var helt fortjent.

- Ja, Island havde en stor chance til at bringe sig foran, men det bedste hold vandt. Norge var klart bedst, spillede en god kamp og fastholdt presset helt til slutningen af kampen, selv om målet måske var en tilfældighed, siger Morten Olsen.

Danmark indtager tredjepladsen i EM-kvalifikationsgruppe H med 10 point. Portugal og Norge ligger i front med 13 point, men har spillet en kamp mere end danskerne.

/ritzau/

Norges sejr over Island ændrer ikke noget for den danske landstræner. Det var forventet, mener Morten Olsen.

Offentliggjort Sidst opdateret