Mens klubben kommer nærmere og nærmere på nedrykningsstregen, har tyske medier spekuleret i, at sportsdirektør Volker Finke, der selv er mangeårig Bundesliga-træner, skulle stå klar til at sætte sig i Solbakkens sæde.
Men Köln-ledelsen tror stadig på, at nordmanden kan ændre situationen og afviser dermed også, at der er planer om at give Solbakken silkesnoren.
- Der er overhovedet ingen overvejelser i den retning. Ståle Solbakken har fuld tillid fra alle ansvarlige i klubben, inklusiv aktionærerne, siger 1. FC Kölns daglige leder Claus Horstmann til klubbens hjemmeside.
- Det inkluderer også Volker Finke, der selv endnu engang har erklæret, at det er absurd at tilskrive ham træner-ambitioner, lyder det.
Ståle Solbakken, der mandag fylder 44 år, kan se mandagens besked som en lille fødselsdagsgave.
På den anden side er det en gammel fodbold-talemåde, at trænere for alvor kan føle sædet brænde under sig, når klubledelsen offentligt udtrykker deres fulde tillid.
Før weekendens 0-2-nederlag hjemme mod Bayer Leverkusen lagde Solbakken over for den norske avis VG da heller ikke skjul på, at han er havnet i et usikkert job.
- Historisk set sidder jeg vældig usikkert, sagde han.
1. FC Köln har haft 14 trænere på 10 år og brugte tre forskellige alene i sidste sæson.
Men også fra holdets vigtigste spiller, landsholdsangriberen Lukas Podolski, er der opbakning til den tidligere FC København-træner.
- Han blev hentet hertil for at bygge noget op. Det skal man give ham tid til, siger Podolski.
Med 24 point for 23 kampe ligger den traditionsrige klub placeret som nummer 14 af 18 hold. Der er fire point ned til nedrykningsstregen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker