Kommentar: Der er altid en chance, Bent Nyegaard
NFH var, ifølge TV2 Sport-eksperten Bent Nyegaard chanceløse i pokalfinalen mod Team Esbjerg. Foto: Frank Cilius, Scanpix
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Det var nærmest tå-krummende, at høre TV2 Sports højt profilerede håndboldekspert, Bent Nyegaard, vurdere NFH's chancer i pokalfinalen mod Team Esbjerg i lørdags.
Chancerne for en NFH-triumf var nærmest ikke-eksisterende og lå på omkring nul procent ifølge Bent Nyegaard, der naturligvis er ansat til at komme med sin uforbeholdne mening på direkte tv. Og sandt var det da også, at Team Esbjerg var store favoritter. Ikke mindst fordi finalen blev spillet på vestjydernes frygtede hjemmebane, Blue Water Dokken, hvor de ikke har tabt i snart halvandet år og lige nu fremstår som det måske mest formstærke hold i Europa med spillere i absolut verdensklasse.
Men at yde NFH så lidt respekt, at tildele dem nul procents chance for at vinde en finale, som de ærligt og redeligt havde kvalificeret sig til, er dog at gå for vidt.
Det er kun lidt over et år siden, at NFH vandt over Team Esbjerg på hjemmebane, og sidst vestjyderne tabte en pokalkamp - for tre år siden - var det også NFH, der sendte dem ud af turneringen. Det skal naturligvis også med, at falstringerne lige nu indtager fjerdepladsen i kvindernes Håndboldliga, der med Team Esbjerg som galionsfigur i toppen, måske er blandt de stærkeste ligaer i Europa. Så det er langt fra noget tilfældigt serie-hold, som de forsvarende pokalmestre fra Team Esbjerg skulle op imod. Hvilket Team Esbjergs træner, Jesper Jensen, da også helt korrekt pointerede til Folketidende efter finalen.
Det er velkendt, at NFH ikke er Bent Nyegaards kop the. "For meget fest og for lidt håndbold" har den garvede håndboldekspert, med fortid som mestertræner i GOG, tidligere udtalt, om NFH's måde at køre håndbold-forretningen på. Men det ville klæde TV2-eksperten at anerkende de resultater, som NFH rent faktisk har leveret det seneste lange stykke tid under træner Jakob Larsen og bruge dem som pejlemærke i sine vurderinger.
Det er nemlig langt fra kun fest og farver, men kronen på et langt og sejt kontinuerligt stykke trænerarbejde, NFH nu høster frugterne af.
Det ville klæde TV2-eksperten at anerkende de resultater, som NFH rent faktisk har leveret det seneste lange stykke tid under træner Jakob Larsen, og bruge dem som pejlemærke i sine vurderinger
Tag blot det seneste år, hvor NFH har stået i fire semifinaler og to finaler både på hjemlig og international grund, dog uden at få det ypperste metal med hjem. Men så ringe er det trods alt heller ikke, og man skal holde sig for øje, at falstringerne på den hjemlige front er oppe imod klubber som Team Esbjerg og Odense, der har et helt andet økonomisk fundament at arbejde ud fra, og dermed også har en væsentlig større tiltrækningskraft overfor fagets ypperligste spillere.
I de kommende syv dage har NFH tre hjemmekampe i Spar Nord Boxen, hvoraf de to bliver transmitteret direkte på TV2 Sport. Man kan da håbe, at Bent Nyegaard møder op og deltager i festlighederne, og yder NFH bare en lille smule respekt. Og skulle falstringerne levere overraskelsen næste tirsdag mod Team Esbjerg, så kan I - kære læsere - være sikker på, at vi har stikpillerne parat.
Seneste artikler
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Nu er Kun For Forrykte festival skudt i gang
Se videoen: Stort amerikansk fly fløj lavt henover Lolland og Falster
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland