Kommune giver grønt lys til Brøndby-millioner
Brøndby Kommune kan være på vej med en millionindsprøjtning til den kriseramte fodboldklub Brøndby IF.
Torsdag eftermiddag gav en enstemmig kommunalbestyrelse nemlig borgmester Ib Terp grønt lys til at gå videre med planerne om et opkøb af lokalerne, hvor Brøndby Gymnasium i øjeblikket har til huse.
- Alle tilstedeværende bemyndigede mig til at gå videre med sagen og derefter melde tilbage til kommunalbestyrelsen, siger Ib Terp (S) til TV2 News.
Brøndby Gymnasium ligger i lokaler med tilknytning til Brøndby Stadion, og de ejes i øjeblikket af fodboldklubben.
Hvis det lykkes kommunen at overtage dem, kan Brøndby få en tiltrængt økonomisk indsprøjtning.
Det er ikke lovligt, at kommuner indgår deciderede sponsorater, men manøvren med opkøbet af gymnasiet skulle være helt i orden, siger borgmesteren.
- Vi ser frygtelig gerne, at Brøndby IF bliver reddet. Ikke mindst fordi en konkurs også går ud over amatørafdelingen, og den betyder meget for os. Endelig er Brøndby IF også et brand for kommunen, siger Ib Terp.
Det er endnu ikke fastsat, hvad lokalerne skal koste. Parterne afventer i øjeblikket vurderingen.
- Vi erhverver et kapitalgode, der kan bruges til mange forskellige ting. I øjeblikket lejer gymnasiet bygningerne, men hvis de skulle flytte, kan de bruges til andre formål. Det er en risikofri investering, siger Ib Terp.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned