Det er store ord, der bliver brugt, når nogle af verdens bedste golfspillere kommenterer måden, hvorpå den blot 22-årige Rory McIlroy i weekenden vandt US Open i golf.
Med et forspring på otte slag til nærmeste konkurrent i en af de stærkest besatte turneringer overhovedet understregede nordireren sit potentiale.
Og det er kæmpestort, mener rutinerede Padraig Harrington, der var 21 slag dårlige end McIlroy på Congressional Country Club i Maryland.
- Der findes dem, der har evnerne til at vinde en major-turnering, men der er ikke mange, der kan dominere et felt som dette og stikke af på den måde, som han har gjort, siger ireren.
Også verdens nummer seks, Phil Mickelson, er fuld af lovord om den unge opkomling.
Mickelson havde selv fornøjelsen af at gå to runder med Rory McIlroy undervejs i turneringen.
- Han spiller fantastisk golf. Han har haft talentet hele tiden, men det er dejligt at se ham folde det ud nu, siger amerikaneren.
Også Graeme McDowell, der vandt sidste års US Open, ser en stor fremtid for sin landsmand, som han spår til at blive Tiger Woods' afløser.
- Han er en gave for golfsporten. Han giver et frisk pust til spillet, og måske er vi klar til golfens nye superstjerne. Det kunne være Rory. Han har det bedste drive, jeg har set, siger McDowell.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned