Kongekamp af Michael Damgaard
Michael Damgaard var banens bedste, da Danmark besejrede Frankrig 31-30 i EM-generalprøven søndag i Paris. Foto: Stéphane Pillaud/Ritzau Scanpix
Stéphane Pillaud/Ritzau Scanpix
Rødby-dreng førte an i dansk sejr i EM-generalprøven
PARIS Michael Damgaard var den helt store oplevelse, da det danske herrelandshold i håndbold vandt Golden League-stævnet i Paris med finalesejr på 31-30 over Frankrig.
Kampen var den sidste EM-test for det danske hold, som på lørdag åbner EM i Malmø mod Island.
Men hvilke 16 spillere til slutrundeåbningskampen vælger landstræner Nikolaj Jacobsen senere på ugen?
- Man må sige, at spillerne ikke har gjort det nemmere for mig, sagde Nikolaj Jacobsen umiddelbart efter sejren over Frankrig.
Man forstår den succesrige landstræner. Mange har imponeret i Golden League-stævnet, hvor Danmark var uden de skadede Rasmus Lauge og Lasse Svan i opgøret mod Norge og også manglede Magnus Landin grundet en fodskade i kampen mod de franske værter.
Dette understreger, at der er stor bredde i dansk tophåndbold.
Den danske "andenkæde" imponerede stort mod Frankrig i en kamp, hvor der i perioder blev spillet fremragende håndbold, og hvor flere af de danske spillere, som er på vippen til en endelig EM-udtagelse, styrkede deres kandidatur.
Det gælder ikke mindst Michael Damgaard, der var fuldstændig ustyrlig før pausen, hvor han hakkede syv bolde i det franske mål, tilkæmpede sig flere straffekast og leverede tre målgivende afleveringer.
TV2-kommentatorerne Thomas Kristensen og Bent Nyegaard sparede ikke på superlativerne, da de skulle sætte ord på Michael Damgaards præstation:
- Kongekamp!
10 mål - den sidste scoring til 31-29 - på 13 forsøg blev det til for Rødby-drengen, som blev kåret til Man of the Match.
Efterfølgende var Michael Damgaard, som også har stor succes i den tyske Bundesligaklub Magdeburg, glad:
- Jeg er tilfreds med min præstation. Det er dejligt at falde godt ind i spillet, men min holdkammerater får også skabt nogle gode situationer til mig, lød det blandt andet fra banens bedste spiller.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet