Kontraktforlængelse - Sikkert kort bliver hos Bjørnene

Oliver Angus scorede sejrsmålet mod Esbjerg for lidt over en måned siden. Nu har han forlænget sin kontrakt med Nykøbing FC. Foto: Thomas Lærke Jensen

Universalspiller har underskrevet en ny 1-årig aftale med Nykøbing FC.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Han kom til Nykøbing FC før den netop afsluttede sæson, og siden da har han været den første spiller, som manager Claus Jensen har skrevet på holdkortet.

Oliver Angus, der skiftede til falstringerne fra AB sidste sommer, har udviklet sig til en regulær nøglespiller hos Nykøbing FC, og selvfølgelig skulle han blive i klubben og forlænge den kontrakt, der stod til udløb om en uges tid.

Han har sat sit navnetræk på en ny 1-årig aftale.

- Angus har fra første dag i klubben gået ind og blevet en profil for os. Han har en ærgerrighed, som alle beundrer, og så er han enormt ambitiøs i alt hvad han foretager sig, lyder det fra Claus Jensen om den spiller i truppen, der i den afsluttede sæson spillede allerflest minutter.

Statistikken taler sit tydelige sprog.

Spillet alle kampe

Som den eneste spiller har han spillet samtlige minutter i sæsonens 32 kampe i 2. division. Derudover har han spillet tre pokalkampe, hvoraf de to var som indskifter. Et enkelt mål er det også blevet til, og det var et vigtigt et af slagsen. To minutter før tid scorede han sejrsmålet på straffespark, da Nykøbing FC i maj vandt 2-1 over de suveræne oprykkere fra Esbjerg hjemme i Lollands Bank Park.

I starten af sæsonen spillede han højre og venstre back, men i store dele af forårssæsonen har han huseret på midtbanen.

- Og det er også der jeg ser ham fremadrettet. Han har et fantastisk blik for spillet og er rigtig stærkt teknisk. Han har vist sig ekstremt brugbar, når vi skal føre bolden frem, og jeg har en klar forventning om, at vi i den nye sæson kommer mere i boldbesiddelse, og bliver spilstyrende i kampene, lyder det fra Claus Jensen.

Den 24-årige NFC-profil har fået sin fodboldopdragelse i HIK inden han spillede en enkelt sæson i AB, hvorefter turen gik til Nykøbing FC.

Se alle NFC-kampe live på Folketidende.dk! Du kan købe adgang til at streame alle NFC's kampe på Folketidende.dk. Læs mere om hvordan du køber adgang til alle hjemme- og udekampe i 2. division senere på ugen.