Kontroversielle straffespark hjælper FCK til hjemmesejr
FC Københavns kantspiller Pep Biel (til højre) scorede til 1-0 på et tvivlsomt dømt straffespark hjemme mod Sønderjyske. Senere i kampen fik FCK tilkendt endnu et kontroversielt straffespark. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Lars Møller/Ritzau Scanpix
FC København fik tilkendt to kontroversielle straffespark, da holdet vandt 3-0 hjemme over Sønderjyske.
Ikke bare en gang, men to gange følte Sønderjyske sig bortdømt ude mod FC København i søndagens sene kamp i Superligaen.
Hjemmeholdet fik tilkendt to straffespark, som begge var i kategorien tvivlsomme, og som grundlagde FCK's sejr på 3-0.
Det første FCK-straffespark blev tildelt efter 18 minutter, og der var forvirring omkring, hvilken forseelse der egentlig blev begået.
Dommerteamet vurderede tilsyneladende, at Sønderjyske-anfører Eggert Jonsson ramte bolden med armen efter et skudforsøg af FCK-angriberen Dame N'Doye.
Det var i hvert fald det, dommer Peter Kjærgaard signalerede som forklaring nede på banen til de protesterende Sønderjyske-spillere.
Sagen var bare den, at Jonsson havde armen klistret ind til kroppen, så det straffespark så yderst tvivlsomt ud.
Det var FCK-kantspilleren Pep Biel ligeglad med og udnyttede gaveboden til en tidlig 1-0-føring.
I anden halvleg fik FCK tilkendt endnu et straffespark.
Denne gang vurderede dommerteamet, at Christian "Greko" Jakobsen hev FCK-stopperen Victor Nelsson ned i feltet på et hjørnespark.
Igen var forseelsen svær at få øje på, men dommeren pegede på pletten endnu en gang.
Biel var skiftet ud med Jens Stage, så FCK-angriberen Michael Santos fik lov til at sparke det andet straffespark, som blev sikkert sat ind bag Sønderjyske-keeper Sebastian Mielitz.
Kampen bød også på andet end kontroversielle straffespark.
Generelt dominerede FCK kampen, men københavnerne kom ikke frem til så mange chancer i åbent og poleret spil.
FCK scorede til slut på endnu en dødbold, da en ellers uskarp og anonym Viktor Fischer leverede et godt frispark, som den indskiftede FCK-angriber Pieros Sotiriou fik bugseret i mål fra nært hold.
FCK-backen Pierre Bengtsson havde desuden et skudforsøg i sidenettet som noget af det farligste i midten af første halvleg.
Sønderjyske havde også chancer i kampen og kunne være kommet foran allerede efter få minutter, men Christian "Greko" Jakobsen headede lige forbi.
Det samme gjorde Sønderjyske-stopperen Patrick Banggaard efter en halv time, men udeholdet manglede effektiviteten.
Med sejren er FCK fortsat i hælene på FC Midtjylland, der fører Superligaen med 38 point efter 15 kampe. FCK har fire point færre på andenpladsen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned