Korsbåndsskade holder Odense-profil ude resten af sæsonen
Nóemi Hafra trives bedst på banen. Den stærke ungarer kom til Odense forud for indeværende sæson. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Nóemi Hafra har revet korsbåndet over. Der venter en operation og en lang genoptræning for Odense-profilen.
Odense Håndbold er hårdt ramt på skadesfronten, og tirsdag har klubben fået en dårlig nyhed om den ungarske profil Nóemi Hafra.
Hun udgik skadet i lørdagens Champions League-kamp mod Brest, og en skanning har nu fastslået, at der er tale om en korsbåndsskade. Derfor skal hun både opereres og gennem et langt genoptræningsforløb.
Det skriver den fynske håndboldklub på sin hjemmeside.
Dermed kommer hun næppe i aktion mere i indeværende sæson. Hun misser også EM-slutrunden i november. Her var hun ellers udtaget som en del af Ungarns trup.
- Det er den værst tænkelige situation efter uheldet i Brest, og vi er selvfølgelig meget kede af det på Nóemis vegne. Lige nu går vores tanker til hende, siger Odense-sportsdirektør Trine Nielsen.
Nóemi Hafra kom til Odense forud for sæsonen på en lejeaftale fra den ungarske storklub Györ.
Ungareren var en af Odenses stærke kort i bagkæden, hvor klubben lige nu også må undvære både Dione Housheer og den danske landsholdsspiller Mia Rej.
Selv om Rej også går glip af EM-slutrunden, kan hun og Odense glæde sig over, at hendes knæskade ikke er så slem som frygtet.
Hun ventes tilbage på håndboldbanen igen om tre måneder. Det siger Odense-træner Ulrik Kirkely til Fyens Stiftstidende.
- Jeg må sige, at selv om skaden under alle omstændigheder var noget skidt for både Rej og holdet, så er dette spiseligt, i forhold til hvad vi kunne frygte, siger Kirkely til avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker