Kort restitution frustrerer Ancelotti trods vital sejr
Carlo Ancelotti førte lørdag sit hold til sejr over Villarreal på Estadio de la Ceramica, men han var ikke fornøjet på det efterfølgende pressemøde. Foto: Pablo Morano/Reuters
Real Madrid fik ikke nok restitutionstid mellem CL-brag og lørdagens kamp i La Liga, lyder kritik fra træner.
For første gang i otte år vandt Real Madrid ude over Villarreal i La Liga lørdag aften. Samtidig rykkede mestrene, i hvert fald indtil Barcelonas kamp søndag, op på ligaens førsteplads.
Men det var ikke glæden over 2-1-sejren, som lå først for på tungen hos Real Madrid-træner Carlo Ancelotti, da han mødte pressen efter kampen.
Den rutinerede italiener var mildest talt ikke tilfreds med placeringen af kampen, efter at holdet først tæt på midnat onsdag aften slog Atlético Madrid ud af Champions League.
- Jeg regner med, at det her bliver sidste gang, vi skal spille en kamp med mindre end 72 timers hvile. Vi kommer ikke til at stille op til en kamp igen uden mindst 72 timers restitution, lyder det fra Real Madrid-træneren.
Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) anbefaler, at der altid skal være mindst 72 timer mellem et holds kampe af hensyn til spillernes helbred.
Den anbefaling blev ikke fulgt af La Liga i denne omgang. Real Madrids opgør mod Villarreal blev fløjtet i gang 18.30 lørdag.
Det var på trods af, at det spanske mesterhold ifølge Ancelotti havde gjort opmærksom på problemet.
- To gange anmodede vi La Liga om at ændre tidspunktet for kampen (mod Villarreal, red.), men intet blev gjort. Det her skal ikke ske igen, siger Carlo Ancelotti.
Han kan dog glæde sig over, at holdet trods en del besvær kom succesrigt ud af begge opgør.
Efter 120 minutters fodbold og en straffesparkskonkurrence blev Atlético Madrid sendt ud af Champions League, mens man lørdag på Estadio de la Ceramica i Villarreal vendte 0-1 til 2-1 på to mål af Kylian Mbappé.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde