Kovending: Thomns fortsætter i Sydhavsøerne

Team Sydhavsøerne og Jesper Thomns’ veje skilles. Skrev Folketidende for et par uger siden.

Men efterfølgende har parterne nærmet sig hinanden, og tirsdag eftermiddag blev Team Sydhavsøernes direktør Anders Henriksen og Jesper Thomns enige om en et-årig kontrakt.

Det oprindelige udspil, som Jesper Thomns fik af Team Sydhavsøerne, var han slet ikke tilfreds med. Men Sydhavsøernes sportschef Henrik “Zürich” Jørgensen havde ikke flere penge til rådighed.

Dem har Anders Henriksen fundet. Hvor meget den store nakskovit kommer til at tjene på at spille håndbold i Team Sydhavsøerne er op til Jesper Thomns, fordi der er tale om en præstationsbetinget kontrakt.
- Thomns får et grundbeløb samt bonus alt efter hvor mange førsteholdskampe, han spiller, siger Anders Henriksen, som er tilfreds med, at parterne kunne blive enige om at fortsætte samarbejdet.

Det blev indledt for 6½ år siden, da Jesper Thomns skiftede fra TMS Ringsted til Team Sydhavsøerne.

Foto: Jan Knudsen, arkivfoto

Team Sydhavsøerne og Jesper Thomns fortsætter alligevel samarbejdet.

Offentliggjort Sidst opdateret