Kraftig vind blæste knuste dameroere ud af OL
Det kom aldrig til at fungere for Lærke Berg Rasmussen og Fie Udby Erichsen, der sluttede sidst i semifinalen. Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters
Piroschka Van De Wouw/Reuters
Den danske dametoer fik aldrig samarbejdet til at fungere under OL, der endte i stor frustration.
På papiret lignede det en superduo med to tidligere OL-medaljevindere. Men på vandet fik Lærke Berg Rasmussen og Fie Udby Erichsen aldrig samarbejdet til at fungere ved OL i Tokyo.
Duoen takkede af med en sidsteplads i semifinalen på et forblæst rostadion i den japanske hovedstad.
Og netop den kraftige vind er en stor del af forklaringen på skuffelsen, mener de to roere.
- Det var en forfærdelig dag på kontoret. Alt gik galt nærmest fra start. Vi er vanvittigt skuffede og frustrerede over, at OL skal afvikles under sådanne forhold.
- De udskød i forgårs og i går på grund af dårligt vejr. Og da var vejret meget bedre, end det er i dag (onsdag), siger Fie Udby Erichsen.
Det kom til at koste dyrt, at de to roere først ret sent blev sat sammen i båden. Dermed nåede de ikke at indarbejde det kendskab til hinanden, der kunne have båret dem igennem de vanskelige forhold.
- Vi kunne ikke få ro til at ro, som vi gerne vil. Vi fik ikke en glæde og en følelse af, at "det her, det går fandeme godt".
- Så snart den følelse kom, fik vi bare en lussing af vinden, så båden stod stille, og vi skulle starte forfra. I sådan en medvind, så er løbet kørt, siger Fie Udby Erichsen.
Hendes makker peger på, at det ikke er alle både, der havde de samme problemer med blæsten i Tokyo.
- De andre kan jo godt ro i det. Det er udendørssport, og sådan er det. Det kan vi bare ikke finde ud af lige nu. Vi er ikke konsistente nok endnu, siger Lærke Berg Rasmussen.
Hvorvidt 36-årige Fie Udby Erichsen og den syv år yngre Lærke Berg Rasmussen fortsætter samarbejdet i de kommende år, er ikke afklaret.
Heller ikke, om karrieren overhovedet går videre. I første omgang handler det om at bearbejde skuffelsen over et OL, der slet ikke gik, som de havde håbet og regnet med.
- Vi har ikke vist, hvad vi kan. Det er det, der er mest hjerteskærende. Vi har en uforløst viden om, at vi kan ro stærkt, siger Fie Udby Erichsen.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker