Kris Stadsgaard: Sløjt at være FCK-spiller lige nu

Med blot et point i fire superligakampe er det ikke sjovt at være FC København-spiller i øjeblikket. Ambitionen er fortsat at forsvare DM-guldet, men det mål er ikke i fokus lige nu.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan har Kris Stadsgaard det efter søndagens 2-2-kamp ude mod FC Nordsjælland.

- Det er sløjt at være FCK-spiller lige nu, men vi har store ambitioner og forventninger til os selv. Det har fansene og folk i klubben også.

- Derfor er det sløjt, at vi kun har et point efter fire kampe. Nu er der 11 point op til FC Midtjylland. Men det er ikke noget, vi skal tænke på nu.

- Vi skal bare sørge for at komme i gang igen og få tre point ad gangen. Så må vi se langt efter guldmedaljerne lige i det her øjeblik, siger Stadsgaard.

Efter nederlag til AaB, FCM og Randers FC var FCK søndag aften tæt på at hente alle tre point mod FCN, men et spektakulært saksespark af den tidligere FCK-spiller Morten Nordstrand sørgede for pointdeling.

- Det var sindssygt frustrerende. Det var et fantastisk mål, Nordstrand scorede, men det er pisseirriterende, at det lige skulle være mod os. Det kendetegner den periode, vi er inde i, og som vi har været inde i i de seneste fire kampe.

- Man kan også tage anden halvdel af sidste sæson med. Det har været en lang periode, hvor vi ikke har haft marginalerne på vores side, mener Stadsgaard.

Tager man et kig tilbage på de seneste 14 superligakampe har FCK helt usædvanligt kun vundet en enkelt kamp.

FCM fører ligaen med 12 point, men det kan FCK-spillerne ikke fokusere på lige nu.

- Det vil være mesterskabet, vi stiler efter, indtil det ikke er matematisk muligt. Jeg må indrømme, at selvfølgelig skal vi vinde guld, men lige nu er det ikke guldet, jeg tænker på.

- Jeg tænker kun på, at vi stille og roligt skal have nogle point på kontoen og komme derop ad. Men hvis vi kun får et point ad gangen, så bliver det ikke til guld i år, konstaterer Stadsgaard.

/ritzau/