Krisen kradser for alvor - Syvende nederlag i træk

Kristian Lund Vukman scorede syv mål. men det var ikke nok for Team Sydhavsøerne, der tabte med tre mål til HC Odense. Foto: Kim Nielsen, Konceptlab

Team Sydhavsøerne faldt sammen i de sidste minutter og tabte den vitale hjemmekamp til HC Odense.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Første hjemmekamp i 2025 blev ikke vendepunktet for Team Sydhavsøerne, der led et nyt smerteligt nederlag i 1. division.

To hold med store ar på selvtilliden, bød hinanden op til dans i den indledende fase, hvor begge mandskaber havde problemer med at få bolden i kassen.

Især Team Sydhavsøerne havde store problemer med at passere Kristian Ruben Poulsen i gæsternes mål, men i den modsatte ende tvang et godt forsvar HC Odense til flere tekniske fejl, og efter 12 minutters spil kom den første tomålsføring til værterne, der burde have ført større, men chanceudnyttelsen var for ringe.

HC Odense hang på i kraft af keeperens mange redninger, men det var alligevel Team Sydhavsøerne, der tog den første tremålsføring, da Oskar Hare gjorde det til 14-11 to minutter før pausen.

En reducering i overtal af HC Odense betød at pausestillingen var 14-12 i hjemmeholdets favør.'

Team Sydhavsøerne havde tabt de seks foregående kampe og HC Odenses formbarometer var næsten lige ringe med fem nederlag på stribe, og det har sendt begge hold ned i nærheden af nedrykningsstregen i 1. division.

Derfor var det tydeligt, at der var rigtig meget på spil for begge mandskaber, der kæmpede indædt i begge ender af banen.

I starten af anden halvleg rakte Team Sydhavsøerne ud efter en firemålsføring, men igen blev der brændt for meget på Kristian Ruben Poulsen i fynboernes mål.

17-15 stod der efter otte minutters spil af anden halvleg på et godt gennembrud af Gustav Murel og det blev også 18-15 ved Alexander Nielsen.

Tremålsføringen var der af flere omgange og Team Sydhavsøerne blev snydt for et stort straffekast ved 19-16, da HC Odense dækkede Oskar Hare op langt inde feltet.

Netop i den periode kunne Team Sydhavsøerne have trukket en smule fra, men to brændte straffekast af Alexander Nielsen og dernæst Kristian Lund Vukman og i stedet for en føring udlignede fynboerne til 19-19 og 20-20, da de gik over til syv mod seksspil.

Det udviklede sig til noget af en gyser, der var helt lige, da træner Klavs Bruun Jørgensen forlangte timeout med ni minutter tilbage og stillingen 21-21.

Team Sydhavsøerne gik også over i syv mod seksspil, men det var ingen succes.

To tabte bolde bragte HC Odense foran 24-23 med fem minutter tilbage. Deres første føring siden 2-1.

Hjemmeholdet kunne ikke holde tæt og især på målmandsposten var der igen stor forskel på de to mandskaber.

Korthuset faldt sammen til sidst for Team Sydhavsøerne, der tabte det vigtige bundbrag med 29-26 og dermed er dybt involveret i nedrykningskampen til 2. division efter syv nederlag på stribe.

Næste kamp er endnu et bundopgør på udebane mod Norddjurs.