Kriseramte Holland holder liv i EM-håbet med pligtsejr
Georginio Wijnaldum og Wesley Sneijder sørgede for hollandsk 2-1-sejr i Kasakhstan.
Hollands betrængte fodboldlandshold lever fortsat i kampen om EM-billetter, efter at hollænderne lørdag aften tog den ventede udesejr i Kasakhstan.
Danny Blinds tropper vandt med 2-1 i en kamp, der ikke var så tæt, som cifrene kunne antyde.
Hjemmeholdets reducering faldt først i femte overtidsminut, og kasakherne formåede aldrig for alvor at drille de hollandske storfavoritter, der ellers ikke leverede nogen berusende indsats.
Det er Hollands fjerde sejr i ni kampe i EM-kvalifikationen, og hollænderne kan stadig håbe på at besætte tredjepladsen, der udløser playoff-kampe.
Lige nu er Holland nummer tre i puljen med et point mere end Tyrkiet, men tyrkerne mangler to kampe, mens hollænderne kun har en hjemmekamp mod Tjekkiet tilbage.
Det var Georginio Wijnaldum, der sendte Holland på sejrskurs mod kasakherne, da han efter godt en halv times spil sendte bolden i nettet med et velplaceret, fladt spark fra kanten af straffesparksfeltet.
Landstræner Blind havde skiftet seks spillere ud i forhold til det hold, der floppede med 0-3 i Tyrkiet i september, og det gik blandt andre ud over Robin van Persie, der måtte se Klaas-Jan Huntelaar sætte sig på den enlige angrebsplads.
Men det var en anden veteran, der reelt afgjorde opgøret kort efter pausen.
Wesley Sneijder modtog bolden fra Huntelaar og hamrede den med venstrebenet ind bag Stas Pokatilov i Kasakhstans mål.
Trods pligtsejren og de tre vitale point var ikke alt fryd og lykke i den hollandske lejr.
Kort før afslutningen landede målmand Tim Krul forkert efter et sammenstød med en holdkammerat, og Newcastle-keeperen måtte lade sig udskifte med noget, der kunne ligne en knæskade.
Europamestrene fra 1988 lever altså fortsat i EM-kvalifikationen, men er afhængige af, at Tyrkiet taber en af de to sidste kampe. Tyrkerne spiller senere lørdag aften på udebane mod Tjekket.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet