Kristian Jensen hylder FCM: Det er en stor bedrift
Finansminister Kristian Jensen (V) jublede fredag i Parken i København, efter at FC Midtjylland vandt pokalturneringen efter en finalesejr over Brøndby. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Finansminister Kristian Jensen (V) overvejer at søge job som FCM-maskot, hvis han ikke bliver genvalgt.
Finansminister Kristian Jensen (V) tog fredag aften en pause fra den politiske del af valgkampen for at se FC Midtjylland sikre sig klubbens første pokaltitel, efter at holdet besejrede Brøndby i Parken i København.
Han er stor fan af klubben, der fire gange tidligere har stået i pokalfinalen uden at vinde.
- Det er en meget stor bedrift. Og når man så lægger oveni, at det i år var 20 år siden, at Midtjylland startede, så løfter det klubben. Det bringer den videre.
- To mesterskaber og en pokaltitel inden for fire år viser bare, at Midtjylland har sat sig som en magtposition i dansk fodbold, siger Kristian Jensen.
Og der gemmer sig måske et job til politikeren i den midtjyske klub, hvis han ikke bliver genvalgt til Folketinget ved det kommende valg.
- Jeg bor fem kilometer fra stadion, så jeg har fulgt dem hele vejen igennem. Jeg var til stede, da de vandt guld i 2015 og 2018, og nu er jeg til stede, når de vinder pokalen.
- På et eller andet tidspunkt må jeg snart blive officiel maskot for dem. Hvis ikke jeg bliver genvalgt til Folketinget, så må jeg ind og være lykkedyr for FC Midtjylland, siger han.
Venstremanden havde en stor oplevelse, da han fredag overværede midtjyderne tage sejren i et drama af en pokalfinale, der måtte ud i straffesparkskonkurrence for at blive afgjort.
Han mener, at man i høj grad kan overføre spillernes indsats til den politiske bane, hvor regeringen i meningsmålingerne ikke står til at kunne fortsætte.
- Aldrig give op før tid, kæmpe med det, du har, og tackle igennem på dine sager. Det gjorde FCM derude, og det gav pote til sidst, siger Kristian Jensen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned