Kritik af Klinsmann: Bruger alt for mange udlændinge

Foto: Stringer /Scanpix

Siden den tyske fodboldhelt Jürgen Klinsmann blev landstræner for USA i 2011, har han flittigt håndplukket spillere, som er født og opvokset i udlandet, og placeret dem på det amerikanske landshold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men selvom spillerne både er dygtige og amerikanske statsborgere, så er det ikke nødvendigvis nogen god idé at lade dem trække i nationaldragten, mener Bruce Arena, der var amerikansk landstræner i årene 1998 og 2006.

- Spillere på landsholdet bør være - og det er min egen overbevisning - amerikanere, siger Arena til ESPN's The Magazine.

- Hvis de alle sammen er født i andre lande, mener jeg ikke, man kan sige, at vi udvikler os, siger han.

Til det amerikanske landsholds seneste opgave - VM-kvalifikationskampen mod Costa Rica i fredags - havde Klinsmann valgt at udtage to tyskfødte spillere:

Midtbanespilleren Jermaine Jones er født i Frankfurt og nåede at spille tre landskampe for Tyskland, inden han fik øjnene op for farens hjemland og indledte en landsholdskarriere der.

Også angriberen Terrence Boyd, som er født i tyske Bremen og til daglig spiller for den østrigske klub Rapid Wien, var hentet til USA for at spille landskampen mod Costa Rica.

Dertil kommer Timmy Chandler, Fabian Johnson og Danny Williams, alle tyskfødte og nuværende bundesligaspillere, som med stor sandsynlighed ville have været med i 1-0-sejren, hvis de havde været skadesfri.

- Nogle af spillerne kender jeg ikke engang. Det er da mærkeligt som forhenværende landstræner, siger Arena, der i dag træner Los Angeles Galaxy.

Da Arena styrede det amerikanske landshold ved VM i 2002, inkluderede den 23 mand store trup fem spillere født i udlandet. Ved VM i 2006 var tallet nedjusteret til en enkelt.

Jürgen Klinsmann vandt i 1990 VM i fodbold med Tyskland, som han også var landstræner for i forbindelse med VM i 2006, da det blev afholdt i Tyskland.

/ritzau/