I en af de hidtil mest spændende kampe ved VM i Sverige spillede Kroatien og Serbien uafgjort 24-24 i Danmarks gruppe.
Det blev som ventet en meget tæt kamp, selv om Kroatien på papiret råder over et bredere og bedre mandskab. Men det styrkeforhold træder en smule ud af kraft, når de to nabolande fra det tidligere Jugoslavien mødes.
I de seneste mange år har Kroatien været dominerende i den absolutte verdenselite, hvorimod serberne har haltet en del bagefter.
Det ville Serbien hjertens gerne lave om på ved VM i Sverige, og Kroatien havde også meget vanskeligt ved at trække afgørende fra. Tværtimod var det serberne, som var foran i store dele af kampen.
Serbien var foran 13-12 ved pausen, og holdene fulgtes ad i hele anden halvleg.
Kroaterne blev især anført af stregspilleren Igor Vori, som satte otte scoringer ind bag serbernes målmænd. Derimod svigtede playmaker Ivano Balic for en sjælden gangs skyld.
Ivano Balic brændte kampens sidste forsøg ved stillingen 24-24 med fem sekunder tilbage. Serbernes målmand halvklarede forsøget, som derefter snittede overliggeren og gik uden om målet.
Det uafgjorte resultat betyder, at Kroatien kun får et point ud af kampen, som holdet hiver med sig over i mellemrunden.
Det kan vise sig særdeles dyrt for Kroatien i jagten på en plads i semifinalen. For Danmark kan rent faktisk gøre ondt værre for kroaterne, hvis danskerne formår at besejre Kroatien torsdag aften i den sidste gruppekamp i indledende runde.
En dansk sejr over Kroatien vil samtidig betyde, at Danmark hiver fire maksimumpoint med sig videre.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned