Kroatien sender Cameroun ud af VM
Kroatiens håb om at gå videre fra gruppe A ved VM i fodbold er i live efter en sikker 4-0 sejr i onsdagens sene opgør mod Cameroun.
Afrikanerne, som fik Alex Song udvist i slutningen af første halvleg, er derimod færdige i turneringen, uanset om de vinder deres sidste kamp mod værterne fra Brasilien.
Allerede efter 10 minutter blinkede måltavlen første gang. Efter et indlæg fra kanten endte bolden hos Ivan Perisic, der med en flot tværaflevering spillede Ivica Olic helt fri inde i straffesparksfeltet. Og så førte kroaterne.
Holdets topscorer Mario Mandzukic, der på grund af karantæne sad over i åbningskampen mod Brasilien, var fire minutter senere tæt på at gøre det til 2-0, men Bayern München-angriberens forsøg blev reddet af forsvarsspilleren Stéphane Mbia, der med hovedet vippede bolden over overliggeren.
På det efterfølgende hjørnespark landede bolden hos en helt umarkeret Ivan Perisic, der missede den store chance ved at sparke lige på målmand Charles Itandje.
Cameroun skabte kun få chancer, modløsheden bredte sig, og mens to holdkammerater var ved at komme op at slås, blev midtbanespilleren Alex Song udvist i det 41. minut. Song ramte Mandzukic bagfra med et albuestød, og dommeren reagerede omgående ved at hive det røde kort frem.
Bare to minutter inde i anden halvleg afgjorde en storspillende Ivan Perisic reelt kampen. Ved midterlinjen opsnappede han et sløset udspark fra Charles Itandje, og efter et langt sololøb hamrede Perisic bolden ind bag Camerouns målmand.
Forsvarsspillernes forsøg på at stoppe Perisic virkede halvhjertet, og 15 minutter senere gjorde Mandzukic det til 3-0, da han helt umarkeret headede bolden ind efter et hjørnespark.
Scoringen lod til at fjerne den sidste kampvilje hos Cameroun, og i det 73. minut kunne en igen helt udækket Mandzukic skubbe bolden ind til slutresultatet 4-0 fra tre meters afstand.
Kroatien møder Mexico i den sidste gruppekamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned