Kroatisk landstræner er stolt trods nyt finalenederlag
Zlatko Dalic har intet at brokke sig over trods et nyt finalenederlag. Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
De seneste år har budt på flere medaljer, men intet guld til Kroatien, hvis landstræner alligevel er stolt.
Trods et nyt finalenederlag kan Kroatien være stolte over endnu en medalje til samlingen, lyder det fra landstræner Zlatko Dalic.
Efter at have vundet sølv og bronze ved de to seneste VM, glippede Kroatien søndag på ny chancen for en titel med et 5-4 nederlag på straffespark til Spanien i Nations League-finalen.
- Vi har vundet den ene medalje efter den anden, siger Zlatko Dalic på et pressemøde efter kampen.
- Tre medaljer er en stor præstation for Kroatien. Det viser, at Kroatien har masser af potentiale. Vi er skuffede over nederlaget, men vi burde være stolte over det, vi har gjort.
Trods turneringens stadig diminutive status som det mindst eftertragtede trofæ for landshold, er søndagens sejr alligevel et selvtillidsboost for det ellers i de seneste år svingende spanske landshold.
- Vi var selvsikre i forhold til at tage straffespark, og det gik godt. Jeg vidste, hvordan jeg ville skyde, og jeg vidste, jeg ville skyde som nummer seks ... Jeg ville lave et Panenka-spark, og det gik godt, siger Dani Carvajal.
Real Madrid-forsvarsspilleren endte med sin flabede finte at sende det afgørende spark i nettet.
Om Kroatien kan gentage de seneste års succeser i fremtiden uden anfører Luka Modric, der rygtes til at være tæt på et landsholdsstop, er nu det store spørgsmål.
Han leverede søndag endnu en solid indsats.
- Luka har sagt, at han vil tage sin egen beslutning efter turneringen. Det er fair, lyder det fra Zlatko Dalic.
- Han spillede fantastisk, og vi ville elske, hvis Luka bliver. Han er en fantastisk spiller, og jeg håber, han bliver hos os i lang tid.
Imidlertid varsler den spanske landstræner, Luis de la Fuente, at der er mere i vente for "La Roja", som det spanske landshold kaldes.
- De her spillere har vundet så meget igennem deres karrierer, og det kan fortsætte. Jeg tror, at den konkurrencedygtige stime er på vej, og vi kan se frem til endnu flere sejre, siger han.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker