Kronologi over Brøndbys hektiske sæson

Kronologi over den seneste sæsons op- og nedture i fodboldklubben Brøndby IF.

Offentliggjort Sidst opdateret

* 10. juni 2013: På en ekstraordinær generalforsamling vælges der en ny bestyrelse. Samme dag besluttes det, at klubbens konstituerede administrerende direktør, Tommy Sommer Håkansson, også i fremtiden skal bestride posten. Derudover fyres cheftræner Auri Skarbalius og sportschef Ole Bjur. U/19-landstræneren, Thomas Frank, udpeges som ny cheftræner.

* 20. maj 2013: Brøndby redder en ny sæson i Superligaen i sidste spillerunde med 1-0-sejr ude over AC Horsens.

* 30. april 2013: Brøndby afværger en truende konkurs. Det lykkes klubben at hente 108,4 millioner kroner i forbindelse med en aktieemission.

* 14. april 2013: Brøndby må spille for tomme tribuner i hjemmekampen mod Sønderjyske i Superligaen på grund af tilskueruroligheder i efteråret 2012.

* 12. april 2013: Aktieemission, der skal sørge for minimum 60 millioner kroner for at undgå en konkurs, sættes i gang.

* 1. april 2013: Brøndby må spille for tomme tribuner i hjemmekampen mod AGF i Superligaen på grund af tilskueruroligheder i efteråret 2012.

* 4. marts 2013: Brøndby præsenterer et underskud på 266,7 millioner kroner før skat for 2012.

* 4. februar 2013: Brøndby udbetaler januarløn til spillere og ansatte. Klubben betaler også omkring fire millioner kroner til tre spillere i den såkaldte "feriepengesag". De resterende spilleres sager vil Brøndby have afprøvet i retssystemet. Brøndby meddeler, at aftaler med investorer, kreditorer og långivere har gjort det muligt at sikre drift og likviditet frem til den planlagte aktieemission i april/maj i år.

* 31. januar 2013: Selvom Brøndby har indgået en lønaftale med spillerne, der skal sikre, at klubben har likviditet frem mod den planlagte aktieemission i foråret, er der ikke gået løn for januar ind hos spillerne og de ansatte i administrationen.

* 8. januar 2013: Brøndby meddeler i en fondsbørsmeddelelse, at klubben er ved at være i mål med en redningsplan. Et punkt i planen er en generel lønnedgang hos medarbejderne, ligesom Spillerforeningen og andre kreditorer skal acceptere henstandsordninger.

* 18. december 2012: Brøndby bliver af DBU's disciplinærudvalg dømt til at spille to - måske tre - kampe uden tilskuere på Brøndby Stadion som konsekvens af tilskuerballade efter pokalkampen mod FCK. De to første kampe er ubetinget, mens den tredje hjemmekamp uden tilskuere er betinget. Brøndby får desuden en bøde på 150.000 kroner, men kampene uden tilskuere kommer til at koste Brøndby millioner i manglende indtægter. Brøndby har senere valgt at anke dommen til DBU's appeludvalg, som afviste anken. Siden har klubben forsøgt at få ændret dommen - denne gang hos Danmarks Idrætsforbunds appeludvalg, der også har afvist Brøndby.

* 7. december 2012: Brøndby spiller 2-2 ude mod Sønderjyske. Resultaterne i 2012's sidste spillerunde betyder, at Brøndby overvintrer som nummer 12 og sidst i Superligaen. Høsten i sæsonens 20 første kampe er beskedne 17 point.

* 11. oktober 2012: Brøndby ansætter John "Faxe" Jensen som en del af trænerteamet i en konsulentrolle i et forsøg på at tilføre nye input, gejst og ny energi til den sportslige sektor. Auri Skarbalius fortsætter som cheftræner, Bent Christensen fortsætter som assistenttræner.

* 11. september 2012: Fodboldens Voldgiftsret dømmer til fordel for spillerne i den såkaldte "feriepengesag", hvor Brøndby og andre klubber dømmes til at betale manglende pensionsudbetalinger og feriepenge til en række spillere. Det samlede beløb, Brøndby skal betale, beløber sig ifølge Spillerforeningen til et godt stykke over 20 millioner kroner.

* 21. juli 2012: Brøndbys bestyrelsesformand, Per Bjerregaard, træder tilbage. Han begrunder sin afsked med den megen negative fokus, der har været på hans person i de senere år.

/ritzau/