Kronprins Frederik: Squash vil være en fornyelse til OL
I modsætning til base/softball og brydning vil squash være et frisk pust til OL-programmet.
Det vurderer det danske medlem af den internationale olympiske komité (IOC), kronprins Frederik, der til september skal stemme om, hvilken af de tre sportsgrene, der skal være en del af de olympiske lege fra og med 2020.
- Helt overordnet vil squash være en fornyelse af sportsprogrammet, hvor både brydning og soft/baseball henholdsvis er og har været på OL-programmet.
- Omvendt vil dog både squash og base/softball kræve nye arenaer i forhold til det nuværende olympiske program, mens brydning typisk vil dele arena med judo og taekwondo, siger kronprinsen i en mail til Ritzau.
Kapløbet om den sidste OL-plads opstod, da IOC i februar anbefalede at sløjfe den klassiske OL-disciplin brydning med den begrundelse, at der skulle fornyelse til.
Nyheden om brydesportens mulige exit fra legene startede dog en omstridt debat om brydnings historiske OL-betydning.
Men kronprins Frederik afviser, at hans stemme påvirkes af oprøret:
- At det skulle være synd for nogen frem for andre er et useriøst argument og spiller absolut ingen rolle, siger han og tilføjer:
- For mig er det afgørende, hvordan de enkelte sportsgrene gør rede for deres ambitioner for fremtiden.
- Hvordan man vil udbrede sporten og gøre den mere tilgængelig - herunder hvordan man vil inddrage de unge, siger kronprins Frederik.
Ifølge direktør i Team Danmark, Michael Andersen, vil det være bedst med de rød-hvide briller, hvis IOC beholder brydning.
Der er nemlig flere af de danske brydere, der befinder sig i verdenseliten, hvorimod Danmark ikke vil kunne konkurrere, hvis squash fik den sidste plads, forklarer han.
- Vi har også dygtige squashspillere i Danmark. Men sporten er meget udbredt i især Commonwealth-landene.
- Og hvis squash vælges som ny OL-disciplin, så ved vi, at de vil begynde at investere meget mere i sportsgrenen, siger Michael Andersen.
Kronprins Frederik vurderer også, at Danmark "formentlig" vil klare sig bedst i brydning.
Men han vil ikke afvise, at squash kunne være interessant på længere sigt, set med danske briller.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde