Kroos stopper på det tyske landshold efter EM-skuffelse
Toni Kroos fik fuld spilletid i alle syv kampe og kom på turneringens hold, da Tyskland i 2014 vandt VM i Brasilien. Foto: Frank Augstein/Ritzau Scanpix
Frank Augstein/Ritzau Scanpix
31-årige Toni Kroos stopper som tysk landsholdsspiller efter 106 kampe på 11 år for nationalmandskabet.
Toni Kroos stopper på det tyske fodboldlandshold med øjeblikkelig virkning.
Det meddeler den 31-årige Real Madrid-profil på Instagram fredag eftermiddag.
Han nåede 106 kampe og 17 scoringer i løbet af 11 år på nationalmandskabet, og højdepunktet var verdensmesterskabet i 2014.
Udmeldingen kommer, få dage efter at Tyskland skuffende røg ud af EM-slutrunden efter et 0-2-nederlag til England i ottendedelsfinalerne.
- Jeg ønskede virkelig og kæmpede med alt for, at det skulle blive 109 landskampe, og at jeg kunne have tilføjet denne store titel til sidst, skriver Kroos med henvisning til EM.
- Jeg traf beslutningen om at stoppe efter EM for længe siden. Det har længe stået klart for mig, at jeg ikke ville stå til rådighed for Tyskland til VM i Qatar i 2022, tilføjer Kroos.
Kroos begrunder sit stop med et ønske om at koncentrere sig om at nå sine og Real Madrids fælles målsætninger samt at prioritere sin kone og tre børn i de perioder, hvor der afvikles landskampe.
Han takker desuden de tyske landsholdsfans og sender en særlig hilsen til den nu forhenværende tyske landstræner Joachim Löw.
- Til allersidst vil jeg gerne sige stort tak til "Jogi" Löw. Han gjorde mig til landsholdsspiller og verdensmester. Han stolede på mig. Vi har sammen skrevet en succeshistorie gennem lang tid.
Löw meddelte allerede før EM, at han ville træde tilbage efter slutrunden. Den tidligere Bayern München-træner Hansi Flick tager nu over som tysk landstræner.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned