Kult OL-skytte besvimer på pressemøde i Sydkorea
Kim Ye-ji er blevet hyldet for sin actionfilmagtige udstråling, når hun skyder. Foto: Amr Alfiky/Reuters
Kim Ye-ji har kæmpet med akkumuleret træthed efter en travl måned. OL-sølvvinderen besvimede i Sydkorea.
Den sydkoreanske skytte Kim Ye-ji, der blev kult på de sociale medier tidligere under OL for sin selvtillidsfulde udstråling med en pistol i hånden, besvimede fredag i Sydkorea under et pressemøde.
Den 31-årige skytte kollapsede pludselig, da hun sad og snakkede med journalister i en by i den sydlige del af hjemlandet.
Omgående blev hun kørt til et hospital i nærheden, og en lokal talsmand oplyser til AFP, at skytten "er kommet sig" efter hændelsen.
- Vi har fået oplyst af lægerne, at hun ikke har brug for alvorlig behandling, siger talsmanden.
Hun er stadig indlagt og er under observation.
Hendes træner, Kwak Min-su, fortæller til sydkoreanske medier, at Kim Ye-ji ikke har generelle sundhedsproblemer, men at hun har kæmpet med akkumuleret træthed efter at have haft en tæt og hektisk tidsplan siden midten af juli.
Hun vandt sølv i kvindernes 10 meter luftpistol ved OL i Paris 28. juli og opnåede samtidig kultstatus på sociale medier.
Med skydebriller, omvendt kasket og en pistol i en strakt arm udstrålede hun energi, som var hun hovedrolleindehaveren i en actionfilm.
Efter lynberømmelsen formåede hun til sin egen store skuffelse ikke at kvalificere sig til finalen i 25 meter luftpistol.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde