Kun fire timers søvn til landsholdet

Landsholdsspillerne fik ikke lov til at sove længe oven på 4-1-sejren over Cypern i EM-kvalifikationen.

Flyet landede i Københavns Lufthavn klokken fem lørdag morgen og allerede 11.30 kaldte landstræner Morten Olsen til træning i Helsingør frem mod tirsdagens brag mod Portugal i Parken.

Midtbanespilleren Niki Zimling var blandt de spillere, der skulle gnide søvn ud af øjenkrogen.

- Jeg har sovet fra klokken 6.30 til 10.20, så man kan godt mærke det lidt. Efter træningen skal der bare slappes af resten af dagen. Og jo, jeg skal nok have en lille lur, siger Niki Zimling.

Selv om Andreas Bjelland også var træt, så har midterforsvareren fra FC Nordsjælland fuldt program hele lørdagen.

- Jeg er lidt træt, må jeg indrømme. Jeg har ikke fået hvilet så meget endnu, men jeg er glad og står med en god fornemmelse efter sejren på Cypern.

- Efter træningen har vi fri resten af dagen, så jeg skal lidt væk. Jeg skal se familien og koble lidt fra, siger Bjelland, der afløste Daniel Agger i det danske midterforsvar.

En af de mest friske var naturligvis spasmageren Dennis Rommedahl, der ikke er vant til meget mere søvn i hverdagen.

- Jeg er okay. Jeg har børn og er ikke vant til at sove særlig meget. Det er helt normalt, fastslår Rommedahl.

/ritzau/

Morten Olsen kører spillerne hårdt. Flere af spillerne fik blot sovet fire timer efter sejren på Cypern.

Offentliggjort Sidst opdateret