Kun hver fjerde oprykker rykker direkte ud af Superligaen igen

AC Horsens fejrer oprykning til Superligaen i Fredericia 23. maj 2022. Søndag tager Horsens fat på sæsonen i Superligaen ude mod FC København. Lyngby er også oprykker og åbner sæsonen søndag hjemme mod Silkeborg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

På 10 sæsoner er kun 5 ud af 20 oprykkere rykket direkte ud af Superligaen. Det inspirerer Horsens og Lyngby, der mener, at ligaen kan bære flere hold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Spørger man bookmakerne, er svaret klart: Oprykkerne Lyngby og AC Horsens rykker ud af Superligaen igen efter blot en sæson.

Men kigger man på statistik for de seneste sæsoner, så er der grund til optimisme hos de to forfremmede klubber, der søndag tager fat på sæsonen i Superligaen.

Ingen oprykker har måttet tage turen direkte ned i de seneste to sæsoner, og kigger man på de seneste 7 sæsoner har 11 ud af 14 oprykkere klaret skærene i den første sæson.

I de 10 seneste sæsoner har 15 ud af 20 oprykkere forlænget opholdet på første klasse. Det kommer efter en periode fra 1997 til 2010, hvor man i 14 sæsoner i træk så, at den ene oprykker overlevede, og den anden rykkede ned igen.

- Det er lidt overraskende tal. Jeg havde troet, at der var flere end fem oprykkere, der var rykket ned på ti år. For eksperterne peger altid på oprykkerne som de kommende nedrykkere, lyder reaktionen fra Horsens' sportschef, Niels Erik Søndergård.

Den tidligere Esbjerg-sportsdirektør mener, at det er et udtryk for, at bredden i dansk fodbold er til mere end at have en Superliga med 12 hold.

- Vi har en struktur med 12 hold, men der er flere gode hold end det i Danmark. Vi har set, at klubber kommer direkte op og etablerer sig. Der er tegn på en bredere top.

- Der er en udvikling i setup, tilføring af midler og en langt mere professionel træningskultur. Vi føler, at vi har et niveau, der kan konkurrere med flere klubber, så forskellen er ikke nødvendigvis så stor.

- Dermed ikke sagt, det er en nem overgang. Vi har en realistisk optimisme, vel vidende at der vil komme kampe, hvor vi må erkende, at modstanderen er bedre end os, vurderer Niels Erik Søndergård.

I Lyngby peger fodboldchef Nicas Kjeldsen på nogle af de samme pointer, når han skal forklare, at oprykkerne ofte formår at overleve.

- Nogen vil kalde det en styrke, at der kun er 12 hold i ligaen, men jeg vil kalde det et problem, for der er 14-15 hold, der er gode nok, og dem er vi iblandt.

- Tallene viser, at er man et godt hold i 1. division, så har man også niveau til at være med i Superligaen, siger Nicas Kjeldsen.

Lyngby har selv bidraget til den gode oprykkerstatistik. I 2016/17 hentede man sensationelt bronze som oprykker, og tre år senere overlevede man efter playoffkampe. I begge tilfælde er man rykket ned i den anden sæson.

- Vi ved godt, at vi er et elevatorhold. Der er selvfølgelig en masse følelser, hvis vi taber om søndagen, men det får os ikke til at gå i panik. Der er en ro herude, som vi ser som en styrke i den kontekst.

- Vores klare mål er at overleve, og vi ser fine muligheder, selv om det bliver svært. Vi tror, at vi kan byde nogle klubber op til dans, og vi forsøgte at hente nogle procenter ved at have truppen tidligt på plads i vinduet, forklarer Nicas Kjeldsen.

Horsens rykkede senest op i 2016/17, hvor man med nød og næppe blev oppe efter playoffsejre over Esbjerg og Vendsyssel. Denne gang er målet at etablere sig i den bedste række.

- Vi har forsøgt at holde fast i vores dna, hvor vi skal være irriterende at spille mod og aldrig give op, men i en tilrettet udgave.

- Mange tænker, at Horsens er lange indkast og dødbolde, men vi har også fået spillende typer, der kan noget på egen hånd, pointerer Niels Erik Søndergård.

Han tilføjer, at det har inspireret i stor stil, at sidste sæsons oprykkere, Silkeborg og Viborg, begge kvalificerede sig til Europa.

- Man kan ikke sammenligne os, men det afføder tro, at de havde succes med deres skræddersyede koncept. Vi håber på noget af det samme med vores koncept.

/ritzau/

Sådan har oprykkerne klaret sig

På ti sæsoner er kun fem oprykkere røget direkte ud af Superligaen igen. Sådan er det gået oprykkerne i de pågældende sæsoner:

2021/22: Silkeborg vinder bronze, mens Viborg slutter som nummer syv og siden vinder Europa Playoff over AaB.

2020/21: Vejle slutter som eneste oprykker på tiendepladsen og bliver oppe.

2019/20: Silkeborg rykker ned, mens Lyngby klarer frisag efter playoffkampe.

2018/19: Esbjerg vinder bronze, mens Vejle rykker tilbage i 1. division.

2017/18: Hobro overlever efter at have vundet sin nedrykningsgruppe, mens FC Helsingør rykker ned.

2016/17: Lyngby vinder bronze, og de to andre oprykkere, Silkeborg og Horsens, klarer frisag i nedrykningsspillet.

2015/16: Viborg bliver nummer otte, AGF bliver nummer ti og overlever dermed.

2014/15: Hobro slutter som nummer syv, mens Silkeborg slutter sidst og rykker ned.

2013/14: FC Vestsjælland overlever som nummer ni, mens Viborg slutter sidst og rykker ned.

2012/13: Randers og Esbjerg ender som henholdsvis nummer tre og fire.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu