Kun titler og medaljer tæller for håndboldherrerne

Mads Mensah Larsen og det danske landshold møder lørdag Frankrig i OL-finalen. For fem år siden vandt danskerne over netop Frankrig og blev olympiske mestre i Rio. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De flere uger lange samlinger med landsholdet skal helst kaste medaljer af sig hver gang, mener Mads Mensah.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske herrelandshold i håndbold har vundet masser af titler de senere år, og lørdag kan danskerne genvinde OL-titlen i Tokyo.

For Mads Mensah Larsen skal slutrunderne helst kaste en medalje af sig, ellers vil han hellere bruge sin tid på andre ting

- Den følelse har jeg altid, når vi er afsted.

- Hvis vi ikke får noget med hjem, så har vi - ikke spildt tiden, det er forkert sagt - men jeg ville nok hellere have været sammen med familien, siger Mads Mensah Larsen før lørdagens finale mod Frankrig.

Med semifinalesejren på 27-23 over Spanien torsdag sikrede danskerne sig endnu en medalje - minimum af sølv.

- Der er ingen tvivl om, at man er lidt nervøs, specielt i en semifinale, så nu har vi en medalje, og der er ro på den front. Så har vi ikke været afsted helt uden grund, siger playmakeren.

- Det er nu ikke nok for os bare at stå i finalen. Vi vil gerne have mere, fortsætter han.

Bagspilleren Lasse Andersson kalder OL-titlen for den største inden for håndboldsporten.

- OL-titlen får man lov til at have i fire år, og det går det specielt. Når man er i det som spiller, så er det jo bare en håndboldkamp, som vi skal vi gå ind og vinde.

- På holdet er vi gode til ikke at tænke for meget over, at det er en finale, men bare en håndboldkamp, siger han.

Fornemmelsen i den danske lejr er dog, at det bliver helt tæt. Det vurderer flere spillere. Blandt andre Mikkel Hansen, der torsdag scorede 12 af Danmarks 27 mål i semifinalen mod Spanien.

- Jeg synes, at Frankrig har spillet en god turnering og været det bedste hold i den anden gruppe. Men det bliver som mange af de andre kampe, hvor der ikke skal meget til for, om man vinder eller taber, siger Mikkel Hansen.

Lørdagens håndboldfinale mod Frankrig spilles klokken 14.00 dansk tid.