Kunstig intelligens kan revolutionere sporten og forhindre skader

Skader er dyre for fodboldklubberne, som har en stor interesse i at få fingrene i teknologi, der kan hjælpe med at forebygge og forhindre længere pauser. (Arkivfoto). Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Skader kan forebygges, præstationer forbedres, og træning tilpasses, når kunstig intelligens bruges som en hjælpende hånd i sport. Vi har kun set begyndelsen.

Offentliggjort

Sensorer i pedalerne, særligt designede veste og mikroskopiske chips i boldene.

Sporten flyder efterhånden over med data, som indhentes på kreative måder og lagres i skyerne.

De mange data bruger klubber allerede i dag til at overvåge spillernes form, finpudse løbemønstre og sørge for at finde den rette belastning.

Men meget tyder på, at kunstig intelligens inden for kort tid kommer til at tage databehandlingen til et helt nyt niveau.

Flere steder eksperimenteres der med at forudse, hvornår en atlet specifikt bliver skadet, og her er det vigtigt at komme med på bølgen.

Det vurderer Niels Henrik Sørensen, der er head of sportstech i DIF Innovation Lab. En afdeling, som skaber forbindelser mellem nyskabende danske virksomheder og idrætslivet.

- Der er masser af teknologi, der beskriver belastningen på spilleren i forhold til at undgå skader. Men hvis man kan begynde at forudse skader som noget af det næste, bliver det endnu stærkere. Potentialet er kæmpestort, for er der noget, der er dyrt i sport, er det, hvis atleten ikke kan præstere.

- Teknologien bliver aldrig sandheden, men det er en indikator, og hvis den kan blive mere og mere korrekt, kommer vi tættere og tættere på noget, der er brugbart og anvendeligt, siger han.

Kunstig intelligens eller AI har den særlige egenskab, at den kan se mønstre i store mængder af data. Data, som under normale omstændigheder er dyrt og ressourcekrævende at få mennesker til at analysere.

Ved at registrere og bearbejde millioner af data menes det, at det med tiden vil være muligt at kortlægge mere præcist, hvordan og hvornår skader opstår i forskellige sportsgrene.

Det helt store potentiale består i at få AI til at sende oplysninger øjeblikkeligt, mener Henning Langberg. Han er professor på Institut for Folkesundhed og var indtil for nylig innovationschef på Rigshospitalet.

- Vi har brug for realtidsdata så hurtigt, at vi kan bruge informationen med det samme, forklarer han.

Professoren sammenligner det med, at kørselstjenesten Uber med sine mange chauffører på vejene rundtom i verden kan indhente oplysninger om, hvilke tendenser der ses i chaufførernes kørsel, umiddelbart før uheld sker.

Når et lignende mønster så gentager sig, kan chaufførerne blive advaret med det samme.

- Man kan begynde at se på, om der er udtrætning i atletens muskulatur undervejs i løbet af aktiviteten, og så kan det være, man skal tages ud eller have en pause. Der er en masse information i de data, som man kan bruge i optimering af præstationen, men også til forebyggelse.

I England har fodboldstjernen Harry Kane investeret i virksomheden OxeFit, som netop arbejder på at specialisere sig i at forebygge skader.

Han har store forventninger til teknologien, som han fortalte ESPN om i sommer forud for kvindernes VM, der var ramt af en lang række afbud på grund af knæskader.

- Skadesforebyggelse er det vigtigste for mig, sagde Kane.

- Den (teknologien, red.) bliver kun mere imponerende. AI bliver bedre, og på den lange bane kan vi forhåbentlig begynde at se færre skader.

Allerede nu kan OxeFit ifølge Kane få advarselslamperne til at blinke, hvis en atlet favoriserer den ene side af kroppen mere end den anden.

- Hvis man har et problem i venstre eller højre side, har man brug for at balancere det, fordi man spiller kamp efter kamp og belaster den svagere side mere, forklarede han.

USA og de amerikanske sportsgrene har længe været langt fremme med brugen af kunstig intelligens.

Men også i Danmark står vi et godt sted, når teknologien er helt klar til at blive benyttet, mener Niels Henrik Sørensen.

Det bliver dog næppe før næste års OL i Paris, at atleter over en bred kam vil tage sundhedsvejledningerne fra AI til sig.

- Der er nogle steder i en cyklus, hvor man ikke er så eksperimenterende. Så er der andre, hvor man gerne vil prøve noget af. Fra nu af og til OL prøver man ikke noget nyt. Her er der fuld fokus.

- Men på den anden side af OL er der mange af atleterne, der vil prøve noget nyt. Som professionel fodbold- eller ishockeyklub er det heller ikke nødvendigvis i slutspillet, du tester sådan noget, siger Niels Henrik Sørensen.

/ritzau/

AI i korte træk

* Kunstig intelligens, også kendt som artificial intelligence (AI), er digitale systemer. De er blevet fodret med data og trænet til at udføre forskellige, afgrænsede opgaver, der hidtil har krævet menneskelig intelligens.

* Det kan for eksempel være at styre en bil, skabe kunst, diagnosticere mennesker eller skrive videnskabelige artikler.

* Udviklingen af kunstig intelligens er tæt knyttet til computere og er derfor især sket siden Anden Verdenskrig.

Kilde: Den Store Danske.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu