Kvist vil holde øje med Chelsea-spillere

Når Danmark og England onsdag mødes i Parken, er det ikke blot en venskabskamp som optakt til Danmarks EM-kvalifikationskamp i Norge i næste måned.

Opgøret bliver samtidig en slags forpremiere på FC København og Chelseas dobbeltopgør i Champions League-ottendedelsfinalerne, og det er FCK-anfører William Kvist bevidst om.

- Jeg vil sige det på den måde, at hvis jeg spiller, så vil jeg have et ekstra øje på, hvad det er for nogle typer, Chelseas Ashley Cole, John Terry og Frank Lampard, siger William Kvist.

- Jeg vil mærke fornemmelsen af at spille mod dem, se deres løbemønstre og hvordan de agerer på banen. Det kan jeg ikke undgå, siger FCK'eren.

Kvist har på landsholdet selskab af klubkammeraterne Mathias "Zanka" Jørgensen og Martin Vingaard.

Der er gået cirka to måneder, siden de sidst spillede en kamp af betydning, mens Chelsea-spillerne har haft fuld gang i Premier League-sæsonen.

William Kvist har endnu ikke nærstuderet formbarometeret hos Chelsea-spillerne.

- Ståle Solbakken skal nok vise os en masse video. Der er andre på vores hold, som har set en masse kampe, men jeg har det sådan, at jeg nok skal nå at se det, jeg skal se, i de to uger op til kampen, siger han.

William Kvist forventes at udgøre den centrale midtbane på det danske landshold sammen med anfører Christian Poulsen, når England kommer på besøg. Og FCK-anføreren glæder sig.

- Det siger sig selv, at det er god kamp at vise sig frem i, hvis man får spilletid. Det er en fed kamp. Det bliver en af de store kampe i Parken, som kan blive lidt mere end en normal træningskamp, fordi begge hold har vigtige kampe bagefter, siger William Kvist. /ritzau/

William Kvist vil holde et vågent øje med Englands Chelsea-spillere, hvis han som ventet er med mod England.

Offentliggjort Sidst opdateret