Kvitova gør kort proces og sender polak ud af Wimbledon
Petra Kvitova vandt i to sæt over Magda Linette fra Polen med cifrene 6-3, 6-2. Foto: Hannah McKay/Reuters
Hannah McKay/Reuters
Den dobbelte Wimbledon-mester Petra Kvitova er videre til fjerde runde efter sejr over polske Magda Linette.
Den tjekkiske tennisspiller Petra Kvitova gjorde lørdag kort proces, da hun spillede sig videre til fjerde runde af grand slam-turneringen Wimbledon.
29-årige Kvitova, der er seedet seks i turneringen, skulle blot bruge en time og ti minutter på at slå Magda Linette fra Polen, der er nummer 75 på verdensranglisten.
Kvitova vandt med cifrene 6-3, 6-2.
I første sæt brød hun Linette i polakkens andet serveparti. Hun havde muligheden for endnu et break ved stillingen 5-3, men missede fire sætbolde i partiet.
Efterfølgende servede hun dog selv sættet hjem.
I andet sæt brød Kvitova to gange og kunne sikre sig sejren efter en overbevisende kamp.
Kvitova har tidligere vundet Wimbledon i 2011 og 2014. Tidligere i år var hun i finalen i grand slam-turneringen Australian Open, men tabte til japanske Naomi Osaka.
Petra Kvitovas modstander i fjerde runde bliver briten Johanna Konta.
Hun var nede med et sæt mod amerikaneren Sloane Stephens, men endte alligevel som vinder med cifrene 3-6, 6-4, 6-1.
Johanna Konta var for to år siden i semifinalen ved Wimbledon, og i år nåede hun lige så langt ved French Open.
Petra Kvitova fører 3-1 i indbyrdes opgør, og hun og Johanna Konta har besejret hinanden én gang hver på græs.
Wimbledon sluttede lørdag for fjerdeseedede Kiki Bertens.
Hollænderen tabte 5-7, 1-6 til Barbora Strycova fra Tjekkiet.
Kiki Bertens afværgede fire sætbolde i første sæt, inden hun måtte give fortabt på den femte.
I andet sæt var der ingen tvivl om udfaldet, da 33-årige Barbora Strycova lavede to servegennembrud, uden at Kiki Bertens kunne svare igen.
Tjekken skal i fjerde runde møde belgieren Elise Mertens.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker