Kyllingen vil afsløre alt efter 12 års doping
Cykelrytteren Michael Rasmussen har været dopet i størsteparten af sin cykelkarriere. Det indrømmer Rasmussen torsdag på en pressemøde i Herning, hvor han samtidig meddeler, at han stopper sin aktive karriere.
- Jeg har benyttet mig af dopingmidler og -metoder i perioden 1998-2010. Det drejer sig om epo, væksthormon, testosteron, DHEA, Insulin, IGF-1, kortison og blodtransfusioner.
- Hvad jeg specifikt har benyttet mig af hvornår og hvordan, det er antidopingmyndighederne blevet informeret om.
- Min samarbejdsaftale med dem bygger på en fortrolighed, der gør, at jeg ikke kan give yderligere detaljer på nuværende tidspunkt. Det tidspunkt kommer muligvis senere, siger Michael Rasmussen på pressemødet.
Den nu tidligere rytter er lettet efter sin indrømmelse og er klar til at tage sin straf. En straf, der kan blive helt til otte års karantæne, men som kan reduceres til to år, hvis Rasmussen udleverer navne og fortæller alt, hvad han ved. Og det vil han.
Faktisk har Rasmussen allerede i de forgangne uger fortalt meget til blandt andre antidopingmyndigheder fra USA, Holland og Danmark, hvorfor en reduceret straf til to år synes yderst realistisk.
Straffen får betydning for, hvornår Rasmussen kan vende tilbage til cykelholdet Christina Watches-Onfon som sportsdirektør.
- Jeg er godt klar over, at jeg har snydt, løjet og bedraget folk og andre atleter. Der er
jeg parat til at råde bod på, og jeg er klar til at tage min straf, siger Michael Rasmussen.
Direktør for Christina Watches-Onfone, Claus Hembo, afslører Rasmussens mangeårige dopingbrug på pressemødet i Herning.
- Michael Rasmussen har været dopet uden væsentlig ophold i perioden 1998 til foråret 2010 uden noget væsentligt ophold.
Direktøren er overbevist om, at Rasmussen har været ren, siden han tiltrådte på Christina Watches-Onfone, der kørte sit første løb i 2011.
Danskeren har samarbejdet med antidopingmyndighederne og forpligtet sig til fortsat at stå fuldt til rådighed for alle de relevante antidopingmyndigheder i fremtiden i kampen for en renere cykelsport.
Christina Watches-Onfone hilser Rasmussen velkommen tilbage på holdet, når hans straf er udstået. Planen er, at han til den tid skal være sportsdirektør på holdet.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde