Kyrgios taber vild tilskuerafsked i Australien til Thiem

Nick Kyrgios var foran 2-0 i sæt mod Dominic Thiem, men blev slået efter en flot og intens affære.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der kommer ikke til at være fans ved Australian Open i tennis fra lørdag. Til gengæld fik de fans, som var til stede fredag dansk tid, et brag at slutte af på.

Den kontroversielle australske publikumsfavorit Nick Kyrgios leverede alt fra ufattelige genistreger til tåbelige fejl og eder i alle retninger, da han efter fem intense sæt måtte se sig slået af Dominic Thiem med 6-4, 6-4, 3-6, 4-6 og 4-6.

25-årige Kyrgios tog publikum og sig selv gennem hele følelsesregistret gennem 3 timer og 21 minutter, hvor han længe lignede vinderen, men måtte bøje sig for et flot østrigsk comeback.

Kyrgios var i strålende spillehumør fra start, og han pressede den hårdtslående østriger i alle dueller.

Han brød 27-årige Thiem i kampens første parti og kørte første sæt hjem med 6-4. Han havde medvind, og da han også brød Thiem til 5-4 i andet sæt, tegnede alt lyst.

Han afsluttede sættet med en fræk underhåndsserv, og han havde US Open-vinderen helt nede i sækken.

Kyrgios kom frem til to breakbolde fra start i tredje sæt, og det lignede, at afgørelsen lurede lige om hjørnet.

Men få spillere på ATP Tour har sværere ved at holde koncentrationen end Kyrgios, når der kommer bump på vejen. Han bevæger sig konstant mellem gal og genial.

Thiem afværgede breakboldene, holdt serv, og hurtigt var australierens momentum og koncentration væk.

I stedet blev Kyrgios selv brudt lige efter, og Dominic Thiem var tilbage i kampen med sætsejr på 6-3.

Frustrationerne, der ofte kan kamme over i raseri, begyndte at vise sig hos Kyrgios. Trods fortsat geniale slag ind imellem ramte det hans stabile niveau.

Ved 4-4 tabte han sit eget serveparti, og selv om han fik en breakbold i Thiems serv efterfølgende, tog østrigeren sættet hjem og fremtvang et femte og afgørende sæt.

Begge holdt højt niveau i serverne, og derfor talte alt for, at et enkelt servegennembrud også skulle afgøre femte sæt.

Det kom i syvende parti, da Thiem på sin anden breakbold bragte sig på 4-3. Det slukkede ilden hos den ellers let antændelige australier, som bed lidt fra sig i det afgørende serveparti.

Thiem holdt dog hovedet koldt og spillede sig videre til fjerde runde ved årets første grand slam-turnering.