Den amerikanske liga i basketball, NBA, får sin drømmefinale mellem de to mest vindende hold i historien.
Natten til søndag dansk tid vandt Los Angeles Lakers 111-103 på udebane over Phoenix Suns i det sjette play-off-opgør mellem de to klubber om at nå finalen mod Boston Celtics.
Dermed vinder Lakers samlet 4-2 i kampe, og sejren i Phoenix skyldtes ikke mindst den store stjerne Kobe Bryant, som blev noteret for 37 point.
Phoenix Suns var ellers tæt på et spektakulært comeback, da holdet efter at have været stort bagud midtvejs i kampen fik kæmpet sig tilbage, så Los Angeles Lakers blot førte med tre point, da der resterede to minutter.
Nu mødes Boston Celtics og Los Angeles Lakers for 12. gang i finalerne om NBA-titlen.
Boston Celtics har hidtil været klart skarpest i den indbyrdes rivalisering og har vundet ni af de hidtidige 11 finaleopgør mellem holdene.
For to år siden vandt Celtics de to storklubbers seneste opgør i finaleserien, der bliver afviklet som bedst af syv kampe, og dermed sikrede Boston-klubben sin 17. NBA-titel.
Sidste år halede Lakers lidt ind i det samlede regnskab ved at vinde ligaen for 15. gang med en samlet gevinst over Orlando Magic.
Los Angeles Lakers har en lille fordel på forhånd, idet holdet får hjemmebane i en eventuelt syvende og afgørende finalekamp. Det skyldes, at holdet klarede sig bedre end Boston Celtics i grundspillet af NBA-ligaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde