Læger vil vække hollandsk sprinter af kunstig koma efter styrt
Fabio Jakobsen, der her ses under et løb sidste år, har ligget i kunstig koma, efter at han onsdag styrtede på 1. etape af Polen Rundt. (Arkivfoto) Foto: Yorick Jansens/Ritzau Scanpix
Yorick Jansens/Ritzau Scanpix
Cykelrytteren Fabio Jakobsen vil snart blive vækket fra den kunstige koma, han har været i efter et styrt.
Læger vil snart forsøge at vække den hollandske cykelrytter Fabio Jakobsen, efter at han har ligget i kunstig koma på et hospital i Katowice.
Det skete, efter at den 23-årige Quick-Step-rytter onsdag styrtede i opløbet på 1. etape af Polen Rundt.
- Fabio Jakobsen blev i nat opereret i ansigtet.
- Hans situation er stabil i øjeblikket, og senere i dag (torsdag, red.) vil lægerne forsøge at vække Fabio, skriver Quick-Step på Twitter.
Det sker dog formentlig først fredag, var meldingen senere på dagen ifølge nyhedsbureauet dpa.
Fabio Jakobsen styrtede tæt ved målstregen efter en intens spurtduel med landsmanden Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma).
Groenewegen kom først over stregen, men blev siden diskvalificeret for sin kørsel. Hollænderen svajede væk fra sin bane på de sidste meter og var med til at presse Jakobsen ud i barrieren.
Her styrtede Jakobsen voldsomt og ramte på vejen en person, der stod placeret ved målstregen bag hegnet. Jakobsen blev senere udråbt som etapens vinder.
Flere af rytterne fra de andre hold var også en tur i asfalten, og nogle blev bragt på hospitalet for at blive undersøgt.
Løbslægen Barbara Jerschina sagde onsdag aften, at Fabio Jakobsen var i kritisk tilstand, men senere kunne hans hold meddele, at hans tilstand var stabil.
Den Internationale Cykelunion (UCI) har fordømt Dylan Groenewegens kørsel i en pressemeddelelse.
- UCI anser opførslen som uacceptabel og har ført sagen videre til disciplinærkomitéen, som skal finde en sanktion, der er passende for situationens alvor, skrev UCI i meddelelsen.
Dylan Groenewegen har torsdag ytret sig på Twitter om sagen.
- Jeg kan ikke finde ord, der beskriver, hvor ked jeg er af det for Fabio og andre, der er berørt af styrtet.
- I øjeblikket er Fabios sundhed det vigtigste. Jeg tænker konstant på ham, skriver Dylan Groenewegen.
Styrtet skete på årsdagen for Bjorg Lambrechts død. Det belgiske stortalent omkom 5. august 2019 på 3. etape af Polen Rundt.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker